Huset ved havet

Gammelfar får et slagtilfælde i det sydfranske fiskerleje tæt på Marseille. Børnene samles om et vordende dødsbo, for alt tyder på, at han aldrig bliver andet end en grøntsag, kun i stand til at leve via moderne teknologi med slanger og drops.

De to ældre brødre bor allerede hjemme, men det er værre med lillesøster, som skal hentes fra Paris. Hun har ikke været i sin fars hus siden for tyve år siden, hvor noget forfærdeligt skete. Nu skal huset deles mellem de tre, dog således at hun får 25 procent mere end de andre. 

Noget skal sones, muligvis tilgives.

Åh nej, tænker man. Endnu en film i den efterhånden ret så genbrugte franske genre, hvor divergerende søskende samles i et hjem med en arvesag. Sammen klapper de mange ugler op af familiens mose, sådan at den dystre sandhed i slægten kommer for en dag.

Den fransk-armenske instruktør Robert Guédiguians familiefilm Huset ved havet er tydeligvis skabt i dette galliske interiør med skeletter i skabet. Maurice Pialats Den åbne mund fra 1974 er stadigvæk hovedværket. Men heldigvis er her markante afvigelser fra dette kammerspil i et dødsbo.

Lillesøsteren er en feteret film- og især teaterskuespiller ved navn Angèle, der spilles med moden ynde og indsigt af instruktørens hustru og muse Ariane Ascaride. Hun ankommer modstræbende og traumatiseret til barndomshjemmet. 

Men dette tema toner vederkvægende ud omtrent midtvejs i filmen. Lige ved ankomsten af en ung fisker, hvis favn og fascination for hende er både gæstfri og gavmild.

Til gengæld er der mange andre ting i intrigens dragkiste at tage fat på.

Den indeholder nemlig hele denne flækkes fortvivlede situation, hvor autenticiteten mentalt og bogstavelig talt er ved at dø, efterhånden som gamle huse bliver til sommerhuse. Endnu et stykke autentisk Udkantsfrankrig ombragt af kapitalistisk turisme, global terrorisme og illegale flygtninge. 

Indtil videre har stedet undgået de helt store omkalfatringer. Oven over disse døsige villaer i douce farver på kanten af Middelhavet kører de moderne tog forbi på en bro, der kunne være bygget af romerne. Men naturligvis er overgangen til de moderne tider lige om hjørnet. 

Det er sådan set dette aspekt ved filmen, der gør, at man genkender Guédiguians auteurtræk som socialrealistisk humanist. Hans film drejer sig gerne om et Marseille i en turbulent tid, hvor det rustikke, provencalske liv med petanque, pastis og pistacienødder synger på sidste vers. Snart vil det opsluges af de nye tiders strømlinede turisme og problematiske globalisering. 

Huset ved havet er som Guédigians Byen er stille og Kilimanjaros sne fuld af gode intentioner. En meningsfuld fransk folkekomedie, hvor nogle dør, og andre får hinanden, akkompagneret af et politisk statement om at tage imod flygtninge uanset, hvorledes og hvorfra de kommer. 

Filmen skal også lige kommentere den latente racisme og antisemitisme hos selv oplyste mennesker. Og selvfølgelig også civilisationskritisk tage temperaturen på den måde, vi lever på nu, seksuelt og socialt, mens den balancerer lige på grænsen af at være for meget med sine citater af lyrikeren Paul Claudel og dramatikeren Bertolt Brecht. 

Instruktørens faste stab af skuespillere udgør ensemblet af folk og fæ i flækken. Den altid gode Jean-Pierre Darroussin er den misantropiske, proletariske og fyrede storebror, som evindeligt går rundt og messer: Hvor er alle de drømme, han drømte, til sin yngre kæreste? En anden fra staben, Gérald Meylan, spiller broren, som forsøger at få farens bistro til at løbe rundt på god mad og billige priser. 

Huset ved havet er en lille film, men en charmerende af slagsen.