Hvid

Det er kufferten, som afslører Kieślowski.

Den triller langsommeligt af sted på et bagagebånd, men det, vi overværer, er ikke en artfilms typiske dvælen ved et objekt.

Kufferten har lufthuller, for indeni ligger Karol Karol (Zbigniew Zamachowski). Slagen, ludfattig og udstyret med et barns opfindsomhed flygter han fra Frankrig til Polen. Blottet for værdighed.

Hvid er en tragikomedie, og Krzysztof Kieślowski viser sig at være mesterligt morsom.

Filmen er anden del af Tricolore-trilogien – den polske instruktørs filmiske undersøgelse af de franske nationalidealer – og denne gang er det retfærdighedsbegrebet, som hudflettes.

Den første af farvefilmene, Blå, søger helt ind i hovedet på en kvinde, der oplever den ultimative, ubærlige frihed, da hun mister mand og datter, og Juliette Binoche leverer et overrumplende sorgportræt.

I Hvid går Kieslowski mere letsindigt til værks, selv om temaerne er lige så dystre, og det klæder den hyldede polak.

Retfærdighed er nemlig ikke kun Justitia og balancevægten i hendes rolige hånd. Retfærdighed kan også være forsmået nederdrægtighed, og det perspektiv rummer enorme mængder morskab, for der er noget urkomisk ved at pege på det latterlige i det ophøjede – det grimme ved égalité.

Karols vej til bagagebåndet er ubarmhjertig.

Han ligner en såret hobbit i fløjlsbukser og vams, da han møder op foran retsbygningen i Paris. En fugl skider på ham, før retssagen går i gang.

Karol mestrer ikke fransk, så en translatør forklarer stoisk, at konen Dominique (Julie Delpy) vil skilles, fordi ægteskabet aldrig er blevet fuldbyrdet. Ludende erkender Karol, at det er sandt – de har ikke haft sex, og det er hans skyld. Han kunne simpelthen ikke.

Han mister alt. Kreditkort og deres fælles frisørsalon.

Julie Delpy gestalter Dominique blottet for den sødme, hun besidder i Richard Linklaters Before-trilogi. Hun er en furie drevet af sex og penge. Tror vi. Senere leger Kieslowski med monster- og offerrollen.

I Hvid er Paris mørk, og da den lille polak søger under jorden til metroen, fanges han i klaustrofobiske labyrinter. Elendigheden cementeres, når Karol finder kam og lommetørklæde frem og begynder at musicere rædderligt.

Men hævn er en særdeles stærk drivkraft, og langsomt indfinder virketrangen sig i Karol. Han foretager kufferttricket.

I Polen er Hvid anderledes lys. Landskabet er sneklædt og åbent, de hvide måger flyver frit omkring, og alt er ikke længere håbløst for Karol Karol.

Han genoptager frisørgerningen i sit hjemland, bliver ad omveje bodyguard for lokale gangstere, snyder samme gangstere for jordarealer og er pludselig en rig mand. Alt sammen som en del af en større hævnplan rettet mod Dominique.

Kieślowski har ikke lavet en gængs komedie polstret med jokes. Det sjove opstår løbende som resultater af Karols groteske besættelse af hævn, der blandt andet får ham til at svindle med pas, testamente og et russisk lig med knust hoved.

På nogle områder er Hvid en meget simpel film. Den besatte mandsling ændrer udseende, da rigdommen indtræffer: Håret stryges tilbage, Karol skifter til jakkesæt, det bøjede hoved rejser sig, og næsen stikkes i sky.

Kieślowskis tårnhøje niveau giver sig til kende, når disse komediekonventionelle forsimplinger optræder sammen med komplekse afsøgninger af eksistentiel ensomhed.

Her er både plads til den sagtmodige ven Mikolajs (Janusz Gajos) overvejelser om selvmord og absurdkomiske pointer, som at topmålet for polsk ekstravagance er en bordeauxfarvet Volvo.

Zbigniew Preisner imposante soundtrack iscenesætter gravalvorligt de store spørgsmål om retfærdighed, hævn, død og sex, men når emnerne køres gennem lille Karol Karols infantile og hævngerrige sind, fungerer musikken pludselig kontrapunktisk.

Det er de små, elegante skift mellem det enkle og komplicerede, der ophøjer Hvid til en lille genialitet. Da Karol endelig formår at give en kvinde en orgasme, illustreres klimaks med et blændende, helt hvidt billede mellem to fuldstændigt sorte.