Hvor er Anne Frank

Jeg har bildt mig ind, at jeg kendte Anne Frank, den jødiske pige, der skrev sin dagbog under Anden Verdenskrig, mens hun og hendes familie gemte sig for nazisterne i et baghus ved en af Amsterdams kanaler.

Har jeg ikke passeret huset på kanalrundfart flere gange? Huset, som det er næsten umuligt at få adgang til, hvis ikke man bestiller billetter måneder i forvejen.

Har jeg ikke hørt hendes historie i min barndom? Læst om hendes død i koncentrationslejren Bergen-Belsen få uger, før briterne befriede den. Forstået vigtigheden af symbolet Anne Frank som en evig påmindelse om rædslerne under holocaust. Må de aldrig gentage sig.

Så snart Waltz with Bashir-instruktøren Ari Folmans glimrende animationsfilm Hvor er Anne Frank gik i gang, fandt jeg ud af, at jeg faktisk ikke kender historien så godt alligevel. Jeg har aldrig læst dagbogen, som ifølge Wikipedia ellers er en af de mest læste bøger i verden.

Jeg vidste heller ikke, at hun skrev den til en fantasiven, rødhårede Kitty, oprindelig en person i en novelle, som Anne elskede. En frihedselskende pige, som Anne kunne betro alt.

Jeg vidste ikke, at Anne Frank var vild med film og havde sine idoler hængende på væggen, blandt andre Clark Gable. Jeg vidste ikke, hvor temperamentsfuld hun var. Jeg har set et stille offer for mig. Det var hun ikke.

De scener fra dagbogen, der gengives i Hvor er Anne Frank, er levende og dynamiske. Stilen er blødere end i Waltz with Bashir, der i en grov streg genopliver den israelske instruktørs hårde minder fra borgerkrigen i Libanon.

Hans nye films enkle, realistiske og overraskende humoristiske streg klæder materialet. Det er den helt rigtige måde at filmatisere Anne Franks dagbog på, og forhåbentlig vil filmen blive vist for elever i skoler over hele verden.

Filmens hovedperson er Kitty. Et lyn slår i nutidens Holland ned i Anne Franks hus, og fantasivennen hvirvler op fra dagbogssidernes blæk, materialiserer sig – og undrer sig. Hvad er der sket med huset? Hvem er alle de mennesker, som kommer på besøg og nærstuderer hvert et møbel? Og hvor er Anne?

Kitty beslutter sig for at lede efter hende, og i starten er hun usynlig. Men en ung, fattig og sød lommetyv, Peter, ser hende. Det viser sig, at Kitty kan ses, når hun har den originale dagbog på sig, og at hun fordamper, hvis hun er for langt fra den. Hun tager bogen med sig, og så bryder helvede løs.

Holland er på den anden ende. Hvem har stjålet nationalklenodiet? Politiet kommer på sporet af den mystiske pige, der hævder at være Annes fantasiven. Imens leder Kitty på Anne Franks Bro, i Anne Franks skole og i Anne Franks Teater – hvor hun afbryder forestillingen, fordi der er lavet om på den virkelige Annes replikker.

Kitty kommer i kontakt med flygtninge, der ikke kan få asyl og skal smides ud.

Ari Folman har en interessant pointe her. For selv om vi lever i et humanistisk demokrati, bliver de uønskede behandlet som skidt. Men folk ser dem ikke. De flokkes hellere om et minde om fortidens forfølgelser.

Forfatteren Primo Levi har skrevet: ”En enkelt Anne Frank berører os mere end et utal af andre, der led præcis som hun, men hvis ansigter blot er forblevet i skyggen. Måske er det bedre på den måde. Hvis vi skulle bære al den smerte fra alle de mennesker, ville vi ikke være i stand til at leve.”

Det lyder rigtigt. Det er ekstremt vigtigt at huske holocaust, men vi bør også have øje for uretfærdighederne i vores egen tid.

Flere af Annes lange fantasiforestillinger, hvor hendes helte kæmper mod ondskaben, kunne jeg have undværet. Og slutningen, hvor Kitty træder i karakter som redningskvinde, er måske lige naiv nok.

Men hold op, hvor jeg fældede nogle tårer undervejs. Filmen rummer ægte smerte og sorg – og en hel del at tænke over.