I blodet

Cykelturene gennem Vesterbros gader en tidlig morgen. Et bagstivt, ensomt måltid på en natlig shawarmabar, ene mand mod en overvældende verden. Ungdommen dunker trodsigt i blodet, mens voksenlivet banker på, og tiden forsvinder. Den lægestuderende, næsten voksne, Simon forsøger at tappe den sidste livsnektar, inden alting slutter – eller begynder, hvad der måske er endnu mere skræmmende.

I blodet er et rekviem for ungdommen, et gribende eksistentielt drama om den svære overgang fra udødeligt ung mand til ansvarsfuld voksen. For mens alle vennerne overvejer at etablere sig, få børn og hus og ejerlejlighed, holder Simon stædigt fast.

Historien kender vi, hvis ikke vi ligefrem har følt den på egen krop.

Og både tematisk og visuelt lægger I blodet sig tæt op ad norske Joachim Triers mesterværker Reprise, der tragikomisk skildrer dynamikken i en lignende gruppe privilegerede unge mænd, og Oslo, 31. august, som på intelligent og følelsesmæssigt hårdtslående vis skildrer samme tilstand: trodsigt at stå stille, mens alle andre forsvinder ind i familien, forpligtelserne, karrieren.

I blodet skildrer den sidste ungdomssommer i København, på barerne og natklubberne, i solens skærende modlys. Byen er en tilstand.

Simon og bedstevennen Knud planlægger et semester som Læger uden Grænser i den sydamerikanske jungle. Simon vil væk. Han vil være fri. Og drømmerisk sejler han i fine, små vignetter op ad floden omgivet af mangrover, i ultimativ frihed. Men de to venners ambitioner stemmer aldrig helt overens.

Den blide Knud føler sig bundet til København og den stormfulde kærlighed til kæresten Mia. Simon vil bare feste og drikke og elske i nuet. Han møder Emilie, og de bliver enige om, at parforholdet ikke er noget for dem. Alligevel har han ikke lyst til at miste hende.

I stemningsmættede collager oplever vi følelserne, der gnistrer, mens de elskende taler om kærlighed og ansvar. Et poetisk greb, som Heisterberg måske nok har planket fra Joachim Trier, men som også her fungerer glimrende, på en gang langt væk og uendeligt tæt på.

For alle, der lige har overlevet de udødelige 20’ere, er filmen en præcis og sørgmodig erindring om den tid og tilstand.

Rasmus Heisterberg, der både har instrueret og skrevet, har ellers slået sit navn fast som dansk lms drevne genredreng. Og han er især kendt for sit parløb med Nikolaj Arcel på succeser som Mænd der hader kvinder og En kongelig affære.

Men de to har også lavet Sandheden om mænd, der nok er en komedie, men som også dyrker den tabte ungdom. Så måske er det slet ikke så overraskende, at han nu, i stedet for at gå Hollywoodvejen som Arcel, udlever alvoren og eksistentialismen.

Det er både modigt og prisværdigt. Sine steder virker replikker og handlinger dog konstruerede – som når drengene slår en frivillig Roskildevagt halvt fordærvet for at snyde sig vej ind på festivalen. Men Heisterberg har generelt ramt tonen i tiden og lagt tidstypisk 00’erlingo i munden på sine karakterer: ”Han var tosset stiv.”

Og så springer manuskriptsnedkeren ud som en faktisk glimrende personinstruktør. Og billedmager. I blodet arbejder med stemninger, der skabes af kontrastfyldte, intime nærbilleder og totaler fyldt med ensomhed og rådvildhed. Nattens elektroniske klange vekselvirker med de dunkende beats på lydsiden.

Kristoffer Bech debuterer i hovedrollen som Simon med et ansigt, der byder verden trods, og elsker og lever, som var der ingen morgendag. Elliott Crosset Hove er som tøffelhelten Knud rørende, selv om hans tøvende manerer nogle gange kammer over. Og Victoria Carmen Sonne er som Emilie en sødmefyldt forelskelse.

Samspillet mellem drengene er fyldt med virkelighedens knubs og grin og åndssvagheder. For sådan er det at være en ung mand, et ungt menneske.