I dine hænder

Håndholdt kamera og asymmetrisk framing? Tjek. Montagesekvenser til tonerne af indie-rock-ballader (helst af Nick Cave)? Tjek. Et såret rådyr som symbol på dette eller hint? Tjek. Et betydningsladet blik ind i kameraet i sidste akt? Tjek.

Og tilføj et tema så tilpas dystert og deprimerende som assisteret selvmord.

Du tror måske, du ser en parodi på en seriøs arthouse-film. Men på trods af temaet og et overforbrug af auteur-almindeligheder er Samanou Acheche Sahlstrøms debutfilm – når den ikke forstiller sig – et kraftfuldt, mindeværdigt drama om menneskelige vilkår og det vanskelige, intense bånd mellem to ensomme mennesker.

At Maria (Lisa Carlehed) er ensom, venneløs og fremmedgjort bankes på plads fra start med en serie impressionistiske scener, hvor hun spiser morgenmadsknas direkte fra æsken og lignende surmulemanøvrer.

Hun arbejder på et plejehjem, hvor hun har udviklet et særligt forhold til den unge, uhelbredeligt syge Niels, der sidder i kørestol. Og det på trods af hans bitre og ondskabsfulde afvisning af alle, der vil hjælpe ham, inklusive hans egen familie.

Af og til bringer han mindelser om ”røvhullet i kørestol”-karakteren fra tv-komedieserien Little Britain.

Ikke nok med at Maria finder sig i Niels’ sårende, verbale angreb, men efter lidt betænkningstid indvilliger hun i at tage med ham til Schweiz, hvor han planlægger at tjekke ind på en selvmordsklinik, der skal hjælpe ham med at tage sit liv.

Det er forhandlingen mellem etisk drama og umage par-romance, som filmen lykkes så godt med – også mellem eksistentielle mysterier og hverdagsfrustrationer.

Døden, den store ukendte, får ikke lov til at adskille sig fra det bureaukrati, der er nødvendigt for at opnå den: lægens nøgterne vurdering af patientens kapacitet til at træffe selvstændige beslutninger, de gentagne spørgsmål, videooptagelsen, som klinikken skal bruge som værn mod juridiske problemer.

Døden rykker tættere på, men Niels lader ikke sig selv give efter for romantik eller sentimentalitet. Han bruger følelsesmæssig afpresning og ren stædighed til at manipulere Maria og tvære hende ud.

Men hun er nu heller ingen selvudslettende helgen. Der er noget usundt, lidt masochistisk, endda en smule kinky over hendes bonding med den terminale plageånd.

Begge skuespillere er fremragende, men for en gangs skyld er det ikke karakteren med et handikap, der stjæler billedet.

Lisa Carlehed som Maria er en følelsesmæssig vejrhane: frygt, sky glæde, fast beslutsomhed og barnlig drillesyge flyder hen over hendes ansigt som skyer foran solen.

Der er en friskhed og originalitet i bevægelsen, fra plejehjemsdrama til roadmovie til en form for dødshjælps-rom-com.

På parrets rejse mod Schweiz møder de to romantiske rivaler, én til hende og én til ham. Hændelserne afdækker ikke blot Niels’ fortid, men giver historien fornyet energi, som bærer den frem mod slutningen, der nok er uundgåelig, men rørende fortalt og afmålt med fingerspidsfornemmelse.

Vinteren er en konstant nærværende størrelse i I dine hænder, men dens stemning ændrer sig i løbet af filmen. Det krasse, klinisk hvide lys i de tidlige scener giver i slutningen efter for en mere lyrisk atmosfære a la Schuberts Winterreise. De landlige snelandskaber i Schweiz repræsenterer en slags balance, måske ligefrem fred.

Man må håbe, at Sahlstrøm i sin næste film for alvor kan stå på egne ben. En så åbenlyst talentfuld instruktør har ikke brug for indiefilm-klichéer.