I familie

I familie er, som navnet antyder, et familiedrama. Så ved man altså, hvad man går ind til.

Nanna (Nina Rask Sønderborg) kommer hjem til København fra tre måneders rundrejse i Ecuador med veninden Caroline (Kraka Donslund). Hjemme venter hendes mor Ellen (Lene Poulsen) spændt på at høre fra sin datter, efter at de ikke har talt sammen siden Nannas afrejse.

Men hjemkomsten bliver ikke lige så frydefuld, som hjemkomster plejer at være. Nannas mor og far blev skilt, da hun kun var ti år gammel, og forholdet mellem mor og datter er dårligt.

I familie er instrueret af Christine Hermansen fra Roberta Film, et lille produktionsselskab beliggende i Kartoffelrækkerne i København. Filmen er lavet uden støtte fra Det Danske Filminstitut for bare 100.000 kroner og er filmet over otte hurtige dage.

Til sammenligning koster den gennemsnitlige danske spillefilm tolv millioner kroner at lave, og en lavbudgetfilm ligger på mellem tre og seks millioner kroner.

I familie er kort og godt en nobudgetfilm.

Alligevel er den teknisk set en ganske hæderlig affære, hvis man tager det beskedne produktionsbeløb i betragtning. Kameraarbejdet er kompetent, og på nær et par akavede klip og indstillinger ligner det en langt dyrere film.

På godt og ondt virker I familie ægte.

Samtaler foregår i realtid og har de samme gentagelser og associative spring, som rigtige samtaler tager. At se Nanna tale med sin far føles til tider nærmest dokumentarisk, og det er svært at afgøre, hvor meget der er båret af manuskriptet, og hvor meget er blevet improviseret.

Her skal Nina Rask Sønderborg i rollen som Nanna fremhæves som filmens klare højdepunkt. Hun har et fint, naturligt spil, og formår troværdigt at gengive Nannas indre konflikter og følelsesliv. Hende kan vi komme til at se mere til i fremtiden.

Filmens nærmest dogmeagtige tilgang til dialog medfører imidlertid et plotforløb, der alt efter temperament er roligt eller stillestående.

Historien er der som sådan intet galt med. En datters opgør med en egoistisk og selvcentreret mor gør ondt og er med garanti også en situation, som mange tilskuere vil kunne nikke genkendende til.

Men man kan ikke lade være med at tænke, at I familie ville havde stået markant stærkere, hvis filmen var blevet klippet ned til en kortfilm.

Filmens største problem er imidlertid ikke tempoet, men at karaktererne – i særdeleshed mor Ellen – ikke virker til at ændre sig eller have nogen nævneværdig karakterudvikling igennem filmens 82 minutters spilletid.

Konfrontationen mellem mor og datter er måske nok realistisk, men fører ikke til nogen videre erkendelse eller udvikling, og kimen til problemerne er lagt så langt tilbage i tiden, at der ikke er noget i filmen, der gør, at den skal finde sted lige netop nu.

Den manglende udvikling fører også til en meget flad spændingsbue, hvor filmens afslutning hverken fører til nogen stor forløsning eller indsigt i karaktererne, som vi ikke havde ved filmens start.

Moren vedbliver med at være øretæveindbydende ansvarsløs og selvmedlidende. Som skurkeportræt er det glimrende, og en mere ondskabsfuld mor skal man lede længe efter. Men man mangler især i hendes karakter en form for selvransagelse eller forandring – eller i modsat fald et bevidst valg om stædigt at forblive den samme.

Det er en skam i en film, der i bund og grund handler om konsekvenserne ved en ung kvindes opgør med sin overkontrollerende mor og rejser spørgsmålet, om datteren evner at løsrive sig fra hendes greb.

Især morens dialog er fyldt med gentagelser, og det nævnes flere gange, end det kan tælles på én hånd, at Nanna har været tre måneder i Ecuador.