I familiens skød

”Løgnagtige so,” bliver der sagt over aftensmaden, og hvis man svarer igen, kan man få tre slag med fars viskestykke. Tak for borsjtj, sådan er bordskikken i kroatiske Hana Jusics debutfilm I familiens skød.

Hun undersøger de bånd, som knytter en familie sammen på livstid, hvad enten de er sygelige eller kærlige eller mest sandsynligt en kombination.

”Sygelig” er et fattigt ord for de kræfter, som stavnsbinder 24-årige Marijana til familiens lejlighed, hvor hun sover på samme kvadratmeter som sin svagt retarderede bror Zoren, sin katatoniske mor og familiens overhoved – spillet vidunderligt tungt af Zlatko Buric – der regerer med lussinger og lige så tung tavshed.

Trøstesløsheden er gennemtrængende. Faktisk bliver den rådyrket i håndholdte closeups af brorens hængevom, farens voksenble og Marijanas menstruationsbind, som er stjernen i filmens første scene. Og så de udskidte rester fra Sovjet, boligblok på boligblok, der æder sjæle op.

Kameraet klæber forelsket til Marijanas hærdede ansigt, som Dardenne-brødrene har klæbet til deres hovedpersoner i over tyve år.

Men faren skåner ingen. Ikke engang den retarderede søn, som burde tage sig sammen og få sig et arbejde, mener han. Marijana har et godt arbejde på et hospital og fungerer som familiens anden forsøger. Hendes synd er, at hun er for rapkæftet, og så falder fars viskestykke.

Alt ændres, da han en dag dratter om på fortovet med en hjerneblødning. Scenen er ildevarslende smuk, og med overraskende klip på tværs af tid og sted viser instruktøren, at hun også har nye idéer at komme med.

Faren mister sit sprog og sin førlighed. En tragedie, som ingen begræder, heller ikke publikum.

Men familien ved ikke, hvordande skal håndtere deres nye frihed. Og uden farens kontrol står det klart, at de andre familiemedlemmer heller ikke er nemme at holde af. Moren nægter at skifte ble på faren, en tjans hun overlader til Marijana. Hun nægter også at sove ved siden af ham, fordi det føles som at ligge ved siden af et spøgelse – og derfor tager hun patent på Marijanas seng, der egentlig er en sofa, som står tre centimeter fra brorens sofa.

Og sådan ligger de ganske rørende dér, en amputeret, men stadig lige dysfunktionel familie, krop mod krop.

Den lidt tilbagestående bror er heller ikke uskyldsren. I en af filmens andre stærke scener finder Marijana ham med et stort grin i gang med at prikke og puffe til farens krop, som var han et badedyr. Så slår Marijana sin bror. Senere slår han hende. Og moren slår dem begge.

Men de slår med en vis ømhed. En fælles forståelse, som også kan høres, når de råber ”luder” og ”tåbe” til hinanden med minutters mellemrum.

Filmen er et ubehageligt, men troværdigt studie i den slags jargon, som kan rumme kærlighed og afsky i samme grynt, og som kun kan eksistere inden for familiens enhed.

Troværdigheden i de små øjeblikke går desværre tabt på filmens lange bane, der er mere ufokuseret.

Efter farens sygdom lægger Marijana an til et forsinket teenageoprør, der aldrig rigtig tager form eller folder hende ud som karakter. Hun vover for første gang at tage med sine gamle gymnasieveninder i byen, kun for at afskrive flokken af potentielle venner med et hånligt blik. Og en spytklat på venindens tandbørste.

I stedet kaster hun sig ud i sex med tilfældige mænd, de første og langt fra de bedste, som kører forbi hende på vejen. Uden illusioner om, at de vil hende noget godt, men også uden nogen form for nydelse, har hun en trekant med dem på kajen.

Det står aldrig klart, om hun ikke kan eller ikke vil løsrive sig fra sine forpligtelser i familiens syge skød. Og da hendes tøvende oprør kulminerer i filmens eneste store følelsesudladning, er det svært at tro på.