I Know This Much Is True

Nogle gange er det ikke behageligt at kigge sig selv i spejlet. Der kan være ydre problemer som en irriterende bums, eller måske har man gjort noget, man ikke er stolt af.

Forestil dig, at spejlbilledet er legemliggjort, og at du har haft det med dig, siden du blev født.

Sådan er livet for Dominick Birdsey. Hans identiske tvilling Thomas lider af paranoid skizofreni og har været ude af stand til at tage vare på sig selv stort set hele sit liv.

Det har været præget af tørre tæsk fra en voldelig stedfar, mobning i skolen og psykiske rædsler, som omverdenen ikke kan forstå omfanget af.

Thomas er fuldt overbevist om, at der er en større mening: Gud har en plan! Derfor sætter han sig på et bibliotek og skærer sin ene hånd af, mens alle de andre besøgende skriger i rædsel.

Hånden er et offer til Gud, og Thomas har en forestilling om, at han på den måde kan forhindre Golfkrigen.

HBO-serien I Know This Much Is True, der primært foregår i de tidlige 90’ere, er med andre ord ikke for svage sjæle.

Thomas bliver anbragt på et nyt psykiatrisk hospital, men Dominick forsøger alt, hvad han kan, for at få broren lukket ud. Samtidig får vi gennem flashbacks indblik i, hvordan det har været at vokse op med fysisk kopi af sig selv, der hele tiden tiltrak sig opmærksomhed af de forkerte grunde.

Det er en hjerteskærende omgang. Brødrene har aldrig vidst, hvem deres biologiske far var, og stedfaren Ray er af den gamle skole, hvor hengivenhed er udskiftet med et drag over nakken eller det, der er værre.

Instruktør og manuskriptforfatter Derek Cianfrance har adapteret Wally Lambs bog til en ferm og rørende serie i seks afsnit. Cianfrance slog sit navn fast med det dystre kærlighedsdrama Blue Valentine og den æteriske krimi-thriller The Place Beyond the Pines, men var senest aktuel med den noget luftige romance Lyset i havet fra 2016.

Instruktøren har en evne til at hive rå og hudløse præstationer ud af sine skuespillere, og det er ikke mindst tilfældet i I Know This Much Is True.

I dobbeltrollen som tvillingerne Birdsey er Mark Ruffalo intet mindre end fænomenal. Som Dominick er han en trykkoger, der truer med at eksplodere hvert øjeblik af frustration og afmagt over alt, der er sket i hans liv.

Ud over udfordringer med broren og barndommen har han mistet sin lille pige til vuggedød, og det traume ødelagde hans ægteskab. Ruffalo udstråler benhård vrede, som fysisk minder om en fighter, der er klar til at slås med alle, der kommer i vejen.

Helt omvendt er han som Thomas. Fysikken er decideret fedladen, og den skarpe kontrast bliver udpenslet, når brødrene står ved siden af hinanden. Mimikken og ansigtsudtrykkene oser af, at han ikke magter selv de mest basale ting i livet – som at tage tøj på.

Janus-fremstillingen af to mennesker med genetisk identisk udgangspunkt, men vidt forskellig udvikling er kræs for alle skuespillere. Mark Ruffalo er måske mest kendt i den brede befolkning som Hulken i Marvel-filmene, men som dramatisk skuespiller er der få på hans niveau.

Serien hviler i høj grad på skuespilpræstationerne, der også er forrygende hos resten af persongalleriet. Ruffalo får især modspil af John Procaccino som brødrenes stedfar, der starter uhyggeligt grum, men som serien skrider frem, bliver overraskende sympatisk og rørende.

Og så bliver der i løbet af de seks timers spilletid også drysset en lind strøm af små sidehistorier ud. Den ene af dem handler om tvillingernes morfars dagbog, som Dominick læser. Det sætter et kirsebær på toppen af et univers, der er plastret til med ulykkelige øjeblikke.

Serien er så mørk, at blot tanken om håb virker uopnåelig. Indtil en lille gnist vokser til en kraftig flamme, der viser en vej ud, hvor turen går forbi spejlet igen.

Og denne gang gør det ikke ondt at kigge.