I lossens time

”Er du rigtig klog?” spørges filmens hovedperson (Sofie Gråbøl). Hvortil hun helt deadpan svarer: ”Næh, jeg er præst!”

Et sjældent indslag af sort humor i Søren Kragh-Jacobsens dystre drama om dyrisk voldelighed, afgrundsdyb sindsformørkelse og en lille spire til noget, der måske kunne ligne sjælefrelse.

Gråbøl prædiker for mere end halvtomme kirker og en flok uopmærksomme konfirmander. Men hun får en livsopgave, da hun af en psykolog (Signe Egholm Olsen) opfordres til at yde sjælelig hjælp til en ung dobbeltmorder indsat på en lukket afdeling, hvor han har forsøgt selvmord.

Psykologen vil gerne lykkes med et forsøg på at give de voldelige indsatte kæledyr, og i starten har hun succes med en kat, som pykopaten kan lide. Men også den må lade livet. Præsten forsøger sig med en mere tålmodigt indlevende metode end den stressede psykolog, og det lykkes hende at få nogle sammenhængende ord og tegn på reelt følelsesliv ud af den ellers så totalt afvisende fyr.

Det viser sig, at ondskabens øjne tilhører en groft vanrøgtet dreng, og i filmens vægtigste tilbageblik breder der sig en tiltrængt lysning i det generelle mørke, da vi får historien om den indsattes fortid, domineret af forældresvigt, men oplyst af et ophold hos sin stærkt religiøse, svenske morfar, højt mod nord i et lille hus ved vejen.

Her ånder Søren Kragh-Jacobsen lettet op som fortæller, endelig i sit helt rette, varmt underfundige element i selskab med den altid så fremragende Börje Ahlstedt som morfar.

Men filmens hovedformål har ifølge instruktøren været at skabe ”grusomhedens poesi”, og vi får effektfulde kattescener og et dobbeltmord af stor gru. Men mest befinder vi os i det tunge skandinaviske og udiabolske uføre af hverdagsrealistisk frustration og magtesløshed, mens præsten og psykologen kæmper hver sin kamp: præsten for at gå i dybden, psykologen nok især for at redde sit professionelle ry.

Et sammenfald af præstens og morderens religiøsitet baner vej til en kort forløsning. Bider filmen på en kristen madding? Hvad er Guds plan? Og har Herrens hus ikke mange boliger? Men nej – først og fremmest er vi ”i lossens time”, det vil sige den 25. time i døgnet, ”hvor alt kan ske”. Dér hvor almindelig menneskefornuft ikke slår til, og alle muligheder, også de katastrofale, står åbne.

Ud over denne metafysiske overbygning genoptager filmen nogle humanistiske hovedtemaer fra tidligere Kragh-Jacobsen-film: den isnende barndom i Isfugle (1983), umulig at undslippe, og hjælpersituationen i både denne film og i Mifunes sidste sang (1999). Man er ansvarlig for sin svagere næste, hvor tungt ansvaret end kan føles.

Filmen bygger, ret frit må man tro, på et skuespil af Per Olov Enquist, herhjemme kendt under titlen I morfars hus. En flashback-metode virker noget tyngende, når der et par gange vises, hvad der allerede er sagt i ord. Og psykologens kamp for at gennemføre sit eksperiment integreres ikke helt gnidningsløst i det centrale drama, der udspiller sig mellem den unge morder og præsten.

Alligevel fanges man ind af filmen, dens indtrængende ro og kompromisløse alvor. Sofie Gråbøl giver med sit autoritative underspil sine scener stor tyngde uden nogensinde at virke selvretfærdig eller salvelsesfuld, og Signe Egholm Olsen forsvarer tiltalende den lidt tvetydige rolle som psykolog på vildspor. Filmens åbenbaring er og bliver dog Frederik Johansens unge, aggressive psykopat på bunden af formørkelsens dyb. Men også en forfrossen, fortabt isfugl. Et gennembrud!

Og så er Søren Malling igen en nydelse at se i sit underdrejede portræt af en bedragerisk barsk fangevogter. Spillet mellem ham og Gråbøl viser filmen fra dens bedste side.