I Love Dick

Mandlige kunstnere har i årtusinder fundet inspiration i smukke kvinder, og brugen af muser har utallige gange resulteret i monumentale værker.

Begær og liderlighed fungerer åbenbart eminent som kreativ brændsel.

Da den amerikanske forfatter Chris Kraus udsendte brevromanen I Love Dick i 1997, vendte hun forholdet på hovedet. Her er manden – en stor, legemliggjort og testosterondryppende penis – det sexsymbol, som den autofiktive Chris finder brunstig skabertrang i.

Nu har Transparent-skaberen Jill Solloway i samarbejde med mere ubeskrevne Sarah Gubbins transformeret den feministiske bibel til en serie, der behandler et så komplekst emne som kønsroller med akavet alvor og hyperbolsk komik.

Her er den kvindelige lyst ikke poleret og lækker. Den er ustyrlig og voldsom, og den vinkel giver et dragende indblik i en kvinde, der går i spåner over egen liderlighed.

Chris (Kathryn Hahn, der spiller rabineren Raquel i Transparent) bor med sin mand, Holocaust-akademikeren Sylvère (Griffin Dunne), i en New Yorker-lejlighed, der er propfyldt med bøger. Die Endlösung fylder langt mere i hans hoved end sex, og vi er vidne til den skamredne fortælling om begærets død i et længerevarende ægteskab. Det hverdagslige skildres gennem trakasserier om dikkedarer.

Men så tilbydes Sylvère en ny forskerstilling i Marfa, Texas, og historien sætter i galop. For hernede venter macho-Dick (Kevin Bacon).

Chris arbejder som kunstfilminstruktør for et forsvindende lille publikum, og hun har netop fået afvist en film på festivalen i Venedig på grund af musikrettigheder. Den slagne kunstner svinger mellem selvhad og apati, hvilket Kathryn Hahn fornemt udtrykker med en let bævende hage og opgivende øjne.

Så kommer kunstner-cowboyen Dick ridende ind i billedet, og det samme gør et forrygende satirisk bud på manden som sexobjekt. Kevin Bacon er til rollen blevet udstyret med læderstøvler, hvid hat, et enormt bredt bæltespænde, en hest, en hjemmebygget pool, skægstubbe og sixpack. Under en purpurfarvet solnedgang i Texas’ golde klipper tæmmer han slanger, når han ikke skaber kunstværker i Ingvar Cronhammar-størrelse.

Dick er en machomand, der kan placere sine hænder på en kvindes hofter som ingen anden.

Symbolikken kammer dog over, når Chris’ seksuelle frustration i første afsnit illustreres i en scene, hvor hun gnubber sig i skridtet med en fyrfadslighter.

Chris bliver fra start ungdomsbefippet og lysten i nærheden af Dick, der overhovedet ikke finder hende interessant – hvilket naturligvis kun gør ham mere interessant for hende.

Hun begynder at skrive liderlige breve til ham, det bliver hendes nye lystfulde kunstprojekt, og litteraturen omdannes simpelt til levende billeder ved at vise passager fra romanen som hvid tekst på en rød baggrund.

Stilistisk anvender serieskaberne nogle af den nyere filmhistories største kvindelige instruktører som eksplicit inspiration, når indklip fra Jane Campions og Sally Potters værker pludselig dukker op i serien.

I Love Dick bliver dog heldigvis aldrig til en didaktisk gennemgang af fortræffelighederne ved kvinders film. Kvinder skal ikke diktere kvinders smag, lyder det, når Chris fortæller, at hvis hun skal vælge en Coppola, så bliver det Francis – fandeme ikke Sofia!

Britiske Andrea Arnold har instrueret fire af seriens otte afsnit, og æstetisk fremmaner hun en suggestiv fornemmelse af frustration, lyst og døsighed, når modlys og ørkenstøv filtrerer billederne af den texanske lilleby. Præcis som hun gjorde det i sidste års frenetiske USA-portræt, American Honey.

I et klejnt samfund løber rygter hurtigere end en hest, men Chris nedværdiger gerne sig selv, nu hvor hun føler, at hun lever igen. Hun hænger sine breve op overalt i byen, og sådan kan man også gøre en fallos-cowboy opmærksom på seksuel interesse.