I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die

”Kan du høre det?” 

Det siger en lille pige, der leger i baghaven ved nattetid. Hun ser lige ind i kameraet og fortsætter: ”Buuuh, det er spøgelset!”

Hun virker ikke bange. Snarere som om hun venter spændt på, at der vil ske noget voldsomt – noget, der vil vende op og ned på hendes og familiens hverdag.

Selv om vi ikke er vidne til en spøgelsesfortælling, rammer pigen meget godt stemningen i et miljø, der er præget af trance-musik, gøende pitbulls og stoffer. Her kan et besøg fra en socialarbejder – og ikke et genfærd – sagtens få afgørende betydning for familiens fremtid.

Instruktør Eva Marie Rødbro har før behandlet fattigdom i Danmark med den populære DR3-serie Prinsesser fra blokken og Ekko Shortlist-filmen Os der valgte mælkevejen. I sin nye dokumentar vender hun kameraet mod USA’s forhutlede underklasse. 

Og der er en slående lighed mellem det danske forstadsmiljø og den amerikanske armod.

Betty bor hjemme hos sin mor. Her opdrager den destruktive, unge kvinde sine små børn, som hun ikke er i stand til at give den barndom, hun ønsker for dem.

Deraf længslen og afmagten i filmens titel: I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die.

De fleste mennesker i filmen forbliver demonstrativt navnløse og anonyme. De kommer derved til at afspejle den tilslørede karakter, som fattigdom i vestlige lande ofte får i mediebilledet.

Alligevel tvinger Eva Marie Rødbro os til at se dem direkte i øjnene og indse, at de trods fejl og mangler har de bedste hensigter.

Betty kører i en bil forbi en turkisfarvet miniature af frihedsgudinden. Chaufføren pulser løs på en cigaret og er på vej til kiosken for at hente en ny karton. Med en hånd på rattet stikker hun den anden ud af den åbne bilrude og vifter med fingrene, så hendes mønstrede, kunstige negle glinser i solen.

Imens taler en radiostemme om den amerikanske drøm.

Uden for kiosken møder Betty en veninde, der hører metalmusik, er iklædt en beskidt, grå sweater og leger med sine piercinger for at gøre dem mere synlige.

”Du kan stadig tage svampe,” siger veninden, når de sludrer om at tage stoffer under amning. Hun mener ikke, at svampe skader et barn. Tværtimod har de gjort hendes egen datter begavet!

Usselheden er allestedsnærværende, og Betty kan ikke finde nogen udvej. Men filmen viser også nogle seje kvinder, der gør alt, hvad der står i deres magt, for børnene. Også selv om omsorgen består af meget andet end kys og kram.

Betty kilder sin lille datter, imens de slapper af i sengen. Men lige så stille bliver legen mere aggressiv. Pigen lærer at slå fra sig, og det får hun ros for. Hun lærer også, at hun ikke vise sin modstander, at hun græder.

Når hendes nette legeme falder ned fra sengen, og hun kæmper med tårerne, ser mormor smilende til uden at bryde ind.

Den ældre kvinde vender sig mod kameraet og erklærer stolt, at hendes børnebørn under alle omstændigheder vil kunne forsvare sig selv mod den benhårde verden.

Imidlertid hulker Betty over, at kæresten Martin skal i fængsel for besiddelse af stoffer. Imens forsøger hendes blåhårede veninde at overbevise hende om, at hun nok skal klare det uden fyren. Hun skal bare kvitte stofferne og få sig et arbejde, så hun selv kan forsørge børneflokken.

I næste scene sniffer hun tre baner kokain i et røgfyldt soveværelse, før hun er stået op af sengen. ”Kan det være anderledes?” spørger hun i afmagt og fortsætter: ”Når jeg aldrig har kendt til andet.”

I hendes varetægt ser vi små børn udsat for indendørs rygning og omsorgssvigt. Børene leger også alene ved motorvejen – nogle gange også på vejen.

Alligevel er filmen ikke direkte kritisk over for de ressourcesvage mødre. Filmens skurk er den sociale arv, der er så svær at bryde.