I min datters navn

Den sande historie om André Bamberski er utrolig og så alligevel helt enkel.

I 1982 mister franske Bamberski sin fjortenårige datter, mens hun er på ferie i Tyskland hos sin mor og dennes nye mand, den tyske læge Dieter Krombach. I starten ligner datterens død en uskyldig ulykke, men da Bamberski læser en alarmerende obduktions-rapport, er han ikke i tvivl om, at Krombach, datterens papfar, har voldtaget og forårsaget datterens død.

Igennem 30 år kæmper Bamberski for at få Krombach dømt og overbevise myndighederne om sine anklager. Det bliver en sej kamp for retfærdighed. Historien er utrolig, fordi Bamberski arbejder så utrætteligt i årevis, og den er banal, fordi netop det enkle mål er det eneste, han har i øje.

Der er derfor ikke mærkeligt, at historien om André Bamberskis indædte kamp er blevet til en spillefilm.

I min datters navn er kommet i stand som en tysk-fransk-samproduktion med to store skuespillere fra hvert af de to nabolande i hovedrollerne. Franske Daniel Auteuil (Skjult, Min bedste ven) spiller André Bamberski, den sandhedssøgende far, mens Sebastian Koch (De andres liv, Homeland) er den tyske Krombach med pædofile tendenser.

I størstedelen af filmen er det dog dygtige Daniel Auteuil, der overskygger sin tyske kollega. Fordi Bamberski er den egentlige hovedrolle, men også fordi Auteuil spiller den knugede, men dedikerede far med stor indlevelse og stamina.

Som filmen skrider frem, bliver Bamberski mere og mere besat af sin sag, og den kurs mod manisk besættelse gestalter Auteuil fornemt, så vanviddet hele tiden ligger latent og lurer.

Handlingen springer rask fra år til år. Vi starter i 1974 i Marokko, hvor familien Barberski bor inden forældrenes skilsmisse. Så hopper vi igennem 70’erne til datterens død i 1980’erne og følger så mere eller mindre André Bamberskis ihærdige retfærdighedsridt år for år, hele vejen op til 2009.

Handlingen, der spænder over hele tre årtier, er en udfordring for filmen.

Karaktererne ældes med en del troværdighed og ændrer sig effektfuldt en anelse for hver gang, filmen springer frem i tiden. Med enkelte virkemidler – hårfarve, tøjstil og briller – lykkes I min datters navn faktisk troværdigt med at strække sig over mange år.

Til gengæld skurrer det dramaturgisk, når I min datters navn konstant hopper et år eller to frem i tiden. Det er et nødvendigt onde i en autentisk fortælling som André Bamberskis, men som filmfortælling finder manuskriptet aldrig en rytme eller sit eget tempo, men lader sig i stedet diktere mere af begivenhedernes slaviske gang.

Det bliver aldrig selve kriminalgåden, der er omdrejningspunktet i I min datters navn.

Hvis instruktør Vincent Garenq og manuskriptforfatter Julien Rappeneau har ønsket at så tvivl om skyldsspørgsmålet og udnytte uforudsigeligheden, lykkes det ikke. Meget tidligt bliver det nemlig helt tydeligt, at Krombach er den skyldige. Ærgerligt overlader filmen ikke rum til at overveje sagen, fordi han entydigt skildres som et pædofilt, dumt svin.

Filmens nerve og spænding ligger til gengæld i spørgsmålet, om det nogensinde lykkes Bamberski at få Krombach stillet til regnskab. Og i det spørgsmål er den tyske læge faktisk ikke den primære modstander. Det er derimod det tyske og franske retssystem, fordi der går diplomatisk og politisk langdrag i sagen, der berører instanser på begge sider af grænsen.

I min datters navn viser, at en utrolig historie desværre ikke nødvendigvis kaster en utrolig film af sig. Selvom André Bamberski kæmper bravt, bliver det aldrig for alvor medrivende, fordi slutresultatet mere eller mindre kan anes fra starten, og vejen dertil ikke er interessant nok.