I morgen danser vi

Skal man unde sig én filmforelskelse før jul, kunne det blive i denne film, i dens stjerne, i det Tbilisi, der danner ramme for fortællingen.

Den unge danser Merab slider i det, elsker det. Men føler han det for meget? Balletmesteren holder øje med ham.

”Georgisk dans handler ikke om sex, men om renhed og jomfruelighed,” husker han Merab på.

En dag dukker en ny, selvsikker dreng op i klassen. Irakli er en indlysende rival til den ledige stilling som solist i hovedtruppen. Men måske også til mere end det for Merab?

Vi får at vide, at den tidligere solist blev tævet sønder og sammen af de andre dansere, fordi de fandt Irakli i seng med en mand, og et tidligt billede i filmen viser den ene unge mands hånd hvile på den andens knæ.

Den svensk-georgiske forfatter og instruktør Levan Akin holder ikke kortene særligt tæt ind til kroppen. Til hans ros skal siges, at filmen aldrig degenererer til den voldelige martyrhistorie, vi har set så mange gange før – også selv om den løser sine problemer på lidt vel belejlig vis.

Filmen er helt exceptionelt lysstærkt og labert filmet af svenske Lisabi Fridell, hvis lige som fotograf jeg ikke kender i disse år. Hvad hun ikke fik antydet af kriblen og krablen i skovbunden i det oversete, lille mesterværk Something Must Break.

Hvor vi er vant til at se de gamle sovjetrepublikker skildret i naturalistisk eller ekspressionistisk sort, hvidt og gråt med vammelsøde noter af kål i forrådnelse, har Fridell hele paletten fremme.

Og når unge Merab forelsker sig styrtende og selvfortabende, gør vi altså det samme.

Jeg har ikke selv besøgt Tbilisi, men filmens fremstilling forekommer mig at være et overdådigt generøst visuelt take på byens baggårde og parker, selv det andre ville have betonet som betonhelveder.

Det er et stærkt poetisk billede på, hvad der foregår inde i Merab, og filmen har netop sin særlige fascinationskraft i den hypersanselige, antropologiske tilgang.

Den tradition, der er giftig over for de unge mænd, skildres nemlig ikke besk. Vi ser dens skønhed, ænser dens melankolske sang om trange historiske kår, får øre for dens ubesværede og uventede harmonier. Og der skal så lidt til for at gøre traditionen sexet, selv om det netop er det, der er tabuet.

Når man så sidder og mod sin vilje solidariserer sig med georgisk heteronormativitet, rammes man pludselig i en glidende panorering af et desperat blik fra en af de drenge, der aner, at hans skæbne er ved at vriste ham væk fra den trygge midterstrøm.

Jeg gemmer det bedste til sidst. For det store og helt afgørende, som filmen formår, er at bringe den georgiske danser Levan Gelbakhiani ind på verdensscenen i rollen som Merab.

Han er født med det enorme handicap at være fra en del af verden, Hollywood ikke er vant til at rekruttere fra. Så kort tid efter Timothée Chalamet i Call Me by Your Name og mere end 50 år efter Thommy Berggren i Bo Widerbergs Barnevognen og Ravnekvarteret synes et beslægtet fintfølende talent at være født.

Gelbakhiani redegør så tæt og naturalistisk for Merabs udvikling, om end fotograf og instruktør må tage æren for, at byen og naturen og himlen og græsset tager farve af drengens uimodståelige forelskelse.

Den unge stjerne er hemmelighedsfuldt smilende i en uimodståelig scene i bussen, mere og mere overgiven i dansesekvenserne og i bund og grund uforglemmelig.

I morgen danser vi tjener så rigeligt alle skolepengene hjem på sin centrale skuespiller. Vælger han danservejen nationalt? Bliver han international stjerneskuespiller?

Jeg venter i spænding.