I Saw the Light

I USA hylder man sine musikalske helte med film.

The Doors, Ray og Walk the Line fortæller om, hvordan henholdsvis Jim Morrison, Ray Charles og Johnny Cash opnåede ikonisk status i rampelyset, og som dramaturgisk løftestang inddrages ofte succesens omkostninger.

Det er svært at være så god.

Alligevel jokker film om musikere ofte direkte i samme fælde som mange andre bio pics og bliver en kedsommelig – ofte panegyrisk – nekrolog, som blot opremser fakta.

Sådan en film er I Saw the Light om countrylegenden Hank Williams (1923-1953). Den lider ydermere under, at sangeren tilsyneladende havde et ikke særlig interessant liv.

Alkohol er næsten altid en del af kunstnermyten som den trylledrik, der kan beskytte det fintfølende geni. Men det er de færreste forundt at blive ramt af fuldstændig klarsyn i en voldsom brandert, og også Hank Williams bliver i filmen blot vrøvlende og liderlig, når promillen stiger.

I Saw the Light starter ellers udmærket.

Fuldstændig klædt i hvidt gestalter Tom Hiddleston ikonet komplet med bredskygget cowboyhat og slips. I modlys fremfører han et nummer, og åbningsscenen fremstår som billedet på, hvordan Hank Williams er country – og country Hank Williams.

Todd Haynes mesterlige I’m Not There beviser, at den biografiske film bliver langt mere interessant, hvis instruktøren vælger at fortolke en musikers liv fremfor slavisk at aflire fakta. Så her spiller Christian Bale, Cate Blanchett, Richard Gere og Heath Ledger udgaver af Bob Dylans offentlige image i et frapperende værk.

Efter åbningen retter I Saw the Light uheldigvis ind, og instruktør og manusforfatter Marc Abraham formår ikke igen at løfte sin film op til at være andet end en fad, generisk udgave af en meget ofte besøgt genre.

I Saw the Light skildrer i sepiabrune farver Hank Williams vej til det store gennembrud på den amerikanske musikscene. Han spiller i startet på små barer, men talentet er stort, og hurtigt begynder opstigningen ad karrierestigen. Radioen var det vigtigste medie for datidens musikere, og da Hank først får sit eget program går det stærkt.

Nummeret Lovesick Blues katapulterer ham op øverst i det amerikanske musikhierarki.

Som helt ung gifter Hank sig med Audrey (Elisabeth Olsen). Hun har også musikerdrømme, men hun synger så dårligt, at en publikummer bliver decideret voldelig af røsten.

Fryd og gammen afløses af jalousi, og de begynder at hade at elske hinanden. Et par gange slår de op – kun for at finde sammen igen. Det giver filmen mulighed for flere klæge scener, hvor de genforenet kysser hinanden, mens kameraet kredser om det par, vi ved snart forlader hinanden igen.

For countrysangeren er en tørstig mand, og succesen gør ham kun mere tørstig. Han drikker, bliver promiskuøs og indolent.

Hank Williams er født i Alabama, og hans sydstatsdiktion er tydeligt tilstede i sangene. Engelskfødte Tom Hiddleston, der seneste har optrådt som distingveret brite i Susanne Biers The Night Manager, er derfor et opsigtsvækkende valg til rollen.

Hiddleston har været i lære hos countrymusikeren Rodney Crowell for at lære at synge og tale som en sydstatsmand. Og den mission er lykkedes. Matthew McConaughey ville ikke kunne have udtalt typiske country-termer som ”lonesome” og ”honky tonkin” bedre.

Der er dog et andet problem. Hiddleston fremstår alt for nydelig. Selvom cowboyhatten kaster skygge over øjnene, er de altid rare og åbne, uanset hvor alkoholiseret og syg Hank Williams skal forestille at være. Ud over alkoholen får han også alvorlige problemer med ryggen.

Men når Tom Hiddleston er sminket, så man skal tro, at han koldsveder, ligner han nærmere én, som lige har forladt et fitnesscenter.

Selvom han er en fremragende skuespiller, bliver han aldrig en overbevisende Hank Williams. Og det er manuskriptets skyld.

Hank Williams var tilsyneladende god til country, men dårlig til hverdagen. I Saw the Light insisterer på en slavisk gennemgang af sidstnævnte. Resultatet er en Wikipedia-artikel fortalt med levende billeder.