I skyggen af kvinder

En ung mand læner sig op ad en mur. Han tager grådige bidder af en baguette. Ikke den danske, Netto-udgave på små 30 centimeter, nej, det ægte, franske brød på minimum en meter. Og det er immervæk en meget god metafor for, hvor ærkefransk I skyggen af kvinder er.

Den er lige de 70 centimeter mere fransk.

Tyve centimeter statisk kamera og sort-hvid 35mm film. Tyve centimeter helt klassisk kammerspils-trekantsdrama. Ti centimeter irriterende fortællerstemme, der udpensler enhver følelse, før og efter de udspilles foran kameraet. Ti centimeter parisiske omgivelser og ti centimeter indlagte referencer til selve filmmediet.

Voilà – et tørt stykke fransk filmkunst. Og så alligevel ikke. For Philippe Garrel er en erfaren herre, der kan finde ud af at få en lethed ind i de til tider tunge franske forviklinger.

Manden med baguetten, Pierre (Stanislas Merhar), bor sammen med kæresten Manon (Clotilde Courau). Parret i 30’erne lever af at lave dokumentarfilm, eller det vil sige: Pierre er instruktør, og Manon har opgivet sine studier for at støtte Pierre.

”Da du mødte Pierre, havde du et mål med livet,” siger Manons mor tørt til den unge kvinde, da hun med glædestrålende øjne fortæller om sin opofrende rolle i parforholdet. ”Det er synd, du ikke har det mere.”

På trods af den altoverskyggende støtte, eller måske netop derfor, begynder Pierre at kede sig i forholdet. Da han ser en ung, smuk kvinde komme gående med en sækkevogn fuld af gamle filmruller, som de jo gør på de kanter, kan han ikke andet end at begære hende.

Den unge pige Elizabeth (Lena Paugam) og Pierre indleder et forhold, men der går ikke lang tid, før han endnu engang føler sig fanget, og da han erfarer, at Manon søreme også er utro, begynder nye følelser af jalousi at influere Pierres beslutninger.

I skyggen af kvinder udforsker den evige jagt, bekræftelsen, egoet og de omskiftelige magtpositioner i parforholdet. Det interessante er, at den vender tingene på hovedet.

Pierre er ikke den uimodståelige charmør, man umiddelbart skulle tro. Faktisk er han ualmindeligt kedelig at se på. I den sort-hvide fotografering er Pierre lige så grå som den udbrændte glød på en tændt cigaret. Han er mut og tvær og bevæger sig ofte, som titlen mere end antyder, i skyggen af kvinderne.

På trods af at Pierre er hovedpersonen, filmes han oftest stående bag ved en kvinde eller på anden måde i baggrunden af billedet, hvilket skaber en særegen dynamik.

De to kvinder – Manon, der opgiver alt til fordel for en utro kæreste, og Elizabeth, der må tage til takke med uforpligtende sex, selv om hun gerne vil have et fast forhold – er i Philippe Garrels drama i virkeligheden de stærkeste.

De fremstilles begge som smukke, kloge og livsbekræftende væsener, der i modsætning til Pierre har et medfødt behov for at give kærlighed. Og de er hele tiden to skridt foran Pierre, selv om han tror, at det forholder sig lige omvendt.

Særligt erfarne Clotilde Courau, der trods en alder på 46 år stadig ligner én i slutningen af tyverne, gør det fremragende. Hun suger kameraet til sig med en sådan udstråling og karisma, at man virkelig ikke kan få det til at give mening, hvorfor hun vil trækkes med Pierre.

Det er filmens svaghed. Når fortællerstemmen (Garrels søn, Louis Garrel) udtaler, at ”han kunne ikke holde sig fra hende”, imens Pierre står og surmuler ovre ved vinduet, falder illusionen til jorden.

Det føles næsten som en parodi, men Garrel haler den i land med sikkert håndværk. De 71 minutter er så smidigt klippet sammen, at man aldrig mister interessen på trods af de til tider utroværdige karakterer.