I, Tonya

Mange, som tænker tilbage på vinterolympiaden i Lillehammer i 1994, forbinder den ofte med en celeber sag, hvor en amerikansk skøjteløber smadrer en rivaliserende landskvindes knæ.

Hende med knæet hed Nancy Kerrigan og levede smukt op til begrebet af en renskuret skøjteprinsesse. Hende, som ødelagde knæet, hed Tonya Harding og blev stemplet som skurk på linje med dronningen i Snehvide.

Alt var sket, før konkurrencerne i Lillehammer begyndte. Men da Nancy endte med en sølvmedalje i kunstskøjteløb, og Tonya kun fik en ottendeplads og efterfølgende blev udelukket for livstid at stå på skøjter professionelt i USA, lignede hele historien en klichéfyldt skøjtefilm fra Hollywood.

Det viste sig dog hurtigt, at der var oversete aspekter.

Nancy fik for eksempel ikke smadret sit knæ. Tonyas eksmand havde hyret en båtnakke, Shawn, som i sit kluntede attentat kun gav hende et blåt mærke over knæet. Slemt, men ikke så slemt som rygterne ville vide.

Og Tonya indrømmede aldrig andet end, at hun måske kunne have forhindret hændelsen. Dermed skabte sagen en juridisk tvivl, som ikke fører til fængselsstraf, men endnu værre for en dygtig sportskvinde, der som den første amerikanske kvinde havde udført et triple akselspring på skøjtebanen.

Tonya måtte aldrig mere udøve sin elskede sport.

Historien om Nancy Kerrigan versus Tonya Harding var således gjort af samme stof som en dybdeborende dokumentarfilm. Da I, Tonya fik premiere i USA sidste år, havde der også allerede været et par dokumentarer, som vendte sagen nok en gang.

Den australske instruktør Craig Gillespie – kendt for komediedramaet Lars and the Real Girl (2007) om en fyrs forhold til en sexdukke – har da også med sin slagfærdigt sjove udgave af skandalen skabt et dokudramatisk, subjektivt portræt af Tonya.

Uden ironi er filmen baseret på Tonyas historie, baggrund og opvækst i et fattigt og voldeligt miljø på bunden af samfundet. Hvor først moren, siden barndomskæresten og eksmanden bag knæattentatet skiftes til at gennembanke Tonya.

Tonya blev derfor meget tidligt i sin karriere både kunstskøjteløbets proletariske enfant terrible og et ikon for det samspilsramte tavse flertal i det amerikanske bagland.

Australske Margot Robbie er hele filmen værd som den toughe Tonya, der overlever det meste og blot gerne vil huskes som hende med det komplicerede rundspring på isen.

Allison Janney fik retfærdigvis en Golden Globe for bedste birolle som hendes infamt kyniske og iskolde mor. Sebastian Stan er overbevisende dum som den halvpsykopatiske eksmand.

Men den, som stjæler scenerne, er Paul Walter Hauser som eksmandens fuldstændigt tomhjernede ven, der har bildt sig selv ind, at han både er hemmelig agent, bodyguard og lejesoldat!

Shawn har en plakat af Ronald Reagan på væggen, og med ham bliver I, Tonya til mere end et spøjst signalement af en temperamentsfuld sportsstjerne. Filmen sætter satirisk fokus på det USA, som gjorde Donald Trump til præsident. Et sørgmuntert billede af den hvide underklasse, som forarmet og forsømt mere og mere lever sig ind i en flamboyant, men farlig parallelverden.

Et nostalgisk, mytisk USA, som kan blive stort igen og leve op til sine drømme og løfter om lige muligheder for alle.

Filmen viser fragmenter af en formørket nation, hvor lussinger sidder løst og en skyder altid er lige ved hånden, og hvor fundamentalister er født og døbt med dyb skepsis til overklassens verden af kendsgerninger og fakta.

Noget af det sidste, Tonya siger, slået i gulvet med blod i munden, men et glimt i øjet, er, at enhver har ret til sin egen sandhed. Hun lever i dag lykkeligt videre, desværre uden skøjter. Men mon ikke præsidenten benåder hende? En sjælsfælle, en synkefri fighter Made in USA.