iBoy

Superhelte vælger sjældent selv at få superkræfter. Det er nærmest en præmis for at være superhelt, at superheltekarrieren starter ved et uheld, som senere viser sig at bringe overnaturlige frynsegoder med sig.

Sådan går det også for Tom (Bill Milner) i Netflix’ nye superheltefilm iBoy, og det lyder grangiveligt som superheltesatire.

Tom bliver skudt i hovedet, mens han snakker i mobiltelefon, og da han vågner op fra koma, viser det sig, at han nu kan skrive sms’er til folk bare ved at tænke på det.

Men det er ikke satire. Faktisk tager filmen sig selv yderst alvorligt, hvilket både er godt og skidt.

Dramaet fungerer fint. Tom bliver skudt i hovedet, fordi han flygter fra en bande overfaldsmænd, som voldtager hans drømmepige Lucy, der spilles af Game of Thrones-stjernen Maisie Williams.

Det er der bestemt ikke noget sjovt ved, og til at starte med tror Tom, at han nu kun står tilbage med et grimt ar i hovedet og en ekstremt dårlig samvittighed over at have flygtet i stedet for at redde Lucy.

Men hurtigt finder han ud af, at han også står tilbage med evnen til at hacke alle elektroniske apparater. Han kan se gennem alle webcams og overvågningskameraer og har adgang til alle menneskers data på mobiltelefoner og computere.

Og som vi ved fra andre hackerhistorier som Mr. Robot og Snowden, har man en stor del af verden i sin hule hånd med sådanne egenskaber.

Tom bruger sin nye evne til at opklare, hvem der voldtog Lucy og skød ham i hovedet. Det er ikke særlig overraskende, hvem gerningsmændene er, til gengæld spiller de alle glimrende skuespil.

Den arbejdsomme tv-skuespiller Rory Kinnear, som spiller selveste Frankensteins monster i horrorserien Penny Dreadful, er fint castet som filmens grådige skurk, der ikke er bange for at slå på små teenagere.

Handlingen udspiller sig primært i den boligblok, som Tom bor i sammen med sin bedstemor. Som så mange superhelte før ham er Tom forældreløs. Miljøet i serien er derfor gråt og urbant, og langt hen ad vejen har filmen et nærmest socialrealistisk udtryk.

Det gør historien troværdig, men tager også lidt for meget af superheltecharmen. Toms superkræfter kommer til at fremstå som en lidt slatten gimmick, fordi filmen ikke har nok scener, som understreger hvor fantastiske hans evner er.

Filmen behandler dybe emner som venskabeligt forræderi, social arv og voldtægt, hvilket i sig selv er rørende og interessant. Derfor kan superheltedelen godt føles unødvendig og til tider også lidt for nem.

iBoys superkræfter kan godt stå i vejen for at vise, hvor stærk han egentlig er. Men når der alligevel er superkræfter på spil, savner man en kreativ scene eller to, som understreger, hvor fantastiske heltens evner er.

Ligesom når Dr. Strange laver en teleporterende dør for at undslippe kulden på toppen af Mount Everest, eller når Bruce Banner kontrolleret forvandler sig til Hulken med ordene ”jeg er altid vred” i The Avengers.

Bill Milner spiller overbevisende den vrede og hashrygende teenagesuperhelt. Og sammen med et intenst elektronisk soundtrack og en flot billedside med et gråt og dunkelt London er iBoy værd at se, hvis man trænger til tv-hævn uden så mange overraskelser.

Det er bare en skam, at den ikke tør give slip og lege med publikums forventninger. Den tager sig selv lidt for alvorligt.