Ice on Fire

Dyrene er allerede begyndt at forsvinde. Vi kender scenen fra mangt en katastrofefilm, hvor fugle flyver væk i enorme flokke, og hunde og husdyr gør og bræger som varsel før katastrofen rammer. Dyrene har bedre fornemmelser end os mennesker.

”Når vi ser på, hvad der sker med de biologiske organismer i forhold til opvarmningen, så er de allerede på flugt,” forklarer biolog Janine Benyus i Leonardo DiCaprios klimadokumentar Ice on Fire.

Dokumentaren går ikke stille med sine intentioner. Fra første minut er den et opråb til seer og samfund om klodens tilstand. Iskapperne smelter og skovene brænder.

Mængden af kuldioxid stiger i atmosfæren, og som menneskehed nærmer vi os med hastige skridt et punkt, hvor det ikke bare er umuligt at stoppe vandstandsstigninger, men hvor hele økosystemet som vi kender det er truet af udryddelse.

”Da vi tog den første luftprøve i 1968, var der 322 dele CO2 per million. Vi ved ikke, hvad resultatet af denne prøve vil være endnu, men den ligger nok omkring 408 dele. Så tallet er steget lidt,” noterer klimaforsker Jennifer Frances Morse tørt om de CO2-målinger, hun foretager af atmosfæren i Rocky Mountains i den amerikanske stat Colorado.

Ice on Fire er altså ikke ren dommedagsprædiken. Der strømmer faktisk en besnærende optimisme gennem filmen. En forhåbning om, hvad vi kan stille op, og en opsang til, hvorfor vi ikke kollektivt satser fuldt ud på de mange muligheder, menneskeheden har for at vende de dystre klimaudsigter.

Der gives eksempler på løsninger for at fjerne CO2 fra atmosfæren og i stedet binde det i jorden. Processen kaldes for drawdown og kan ske via flere forskellige metoder.

Dokumentaren besøger en økofisker, der gror tang og østers, en rødgransplantage og et projekt, som arbejder på at producere kunstig marin sne – organisk materiale, der synker ned igennem havlagene og binder CO2 gennem de mange mikroorganismer, som lever af at spise bioaffaldet. Det er forskellige måder at binde store mængder CO2 effektiv, bæredygtigt og billigt. Der er også et forsøg i Island, hvor man trækker CO2 ud af atmosfæren og lagrer den i basaltsten i øens undergrund.

Man kan ikke lade være med at sidde med en ambivalent følelse af lige dele gru og gåpåmod ved dokumentarens afslutning.

Der skæves også skarpt til de økonomiske goder ved en grøn omstilling, mens der kommer stik til dumheden i præsident Donald Trumps lovning om større satsninger indenfor kul- og olieindustrien. Et sats, der både giver færre arbejdspladser og mindre økonomiske overskud end grøn energi skaber.

Med Ice on Fire har Leonardo DiCaprio skabt en ordentlig opsang til verdenssamfundet om at komme i gang med den grønne omstilling. Jo før, jo bedre. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige at gøre, men også for de økonomiske og samfundsmæssige gevinster. Og ikke mindst fordi det er nødvendigt.

Der er ikke noget i argumenterne om stigende vandstande og mere ekstremt vejr, der overrasker, hvis man kender bare en smule til global opvarmning og klimadebatten, og dokumentaren præsenterer ikke nye, banebrydende beviser. Men dens forklaringer er til gengæld korte, præcise og let forståelige, uden at dokumentaren kommer til at tale ned til seeren.

Interviewene med forskere og iværksættere sprinkles med tilstrækkelige dele naturoptagelser og hjælpsomme grafikker til at give dybde og forståelse. Formen er ikke på nogen måde ny, men den er effektiv og får budskabet til at hænge fast efter det sidste billede er gledet af skærmen.