If – Fantasivenner

Du har sikkert glemt det. Men som barn havde du faktisk en ”IF”. Det står for ”imaginær fantasiven”, hvis det stadig ikke ringer en klokke hos dig.

Og det gør det nok desværre ikke.

Præcis ligesom for den tolvårige Bea (Cailey Fleming), der har meget travlt med at lægge barndommen bag sig, så hun kan blive voksen.

Bea har godt nok også haft en rimelig hård start på tilværelsen, hvorfor det ikke er så mærkeligt, at hun er klar til at komme videre.

I åbningsscenen får Beas mor en dyster cancerdiagnose.
Til tonerne af et stadigt mere sagte klaverspil ser vi på, mens Beas far (John Krasinski, A Quite Place) efter bedste evne forsøger at gøre datterens barndom magisk til trods for de svære omstændigheder.

Sæbebobler på stranden, ballondyr og sjove hatte inspireret af efterårsblade og iskrystal-papirklip til vinter – med umådelig anstrengelse lykkedes det ham indimellem at få Beas tanker væk fra det uundgåelige.

Men mens glimtende støvkort danser i forårslyset, dvæler filmen på den afkræftede mor, hvis skallede isse titter frem under et tørklæde, inden billedet bliver sort.

Og der er flere tårer og smil på vej takket være John Krasinski, der både er instruktør og manuskriptforfatter og samtidig indtager den hårde rolle, der blot kaldes ”Far”.

For ikke længe går der efter morens død, før Far bliver syg og må indlægges. Hvad der helt præcist er galt, får vi ikke at vide, men han har ondt i hjertet, som han selv udtrykker det, og skal snart have en livsfarlig operation.

Bea overlades til sin søde bedstemor (Fiona Shaw), som heldigvis har nogle meget mærkelige naboer på loftet i sit gamle lejlighedskompleks.

Her bor en flok plyssede fantasivenner, som forgæves forsøger at finde hjem til de børn, der har opfundet dem, men glemt alt om det igen.

Fantasivennerne er anført af den hemmelighedsfulde, sure Cal, spillet forrygende indebrændt og frustreret af Ryan Reynolds.

Han forsøger ganske mislykket at finde nye matches til IF’erne. Og selv om Bea meget gerne vil opfattes som voksen, skader det vel ikke at hjælpe lidt til.

Reynolds er kendt for sit ekstremt grove portræt af den voldsparate Marvel-karakter Deadpool, hvis mimik han formår at kommunikere igennem den tætte maske, antihelten bærer, og en stemme dryppende med spydig ironi.

I IF er han lige så grov, som man nu engang kan være over for et tolvårigt barn, man helst ville slippe af med. Det er supersjovt at se de Cal og Beas dagligdag på matchmaking-bureauet, hvor de navigerer i en kavalkade af flippede, fortrængte fantasivenner – a la den lyserøde, forsømte elefant Bing Bong fra Inderst inde.

Samtidig ruller Cal subtilt tunge følelsesskyts frem til frontlinjen og gennemhuller ens hjerte, når han inviterer Bea og publikum til at mindes de venner, vi har glemt. Men som altid har stået os usynligt bi, når livet har været sværest.

Takket være John Krasinskis insisterende eventyr tvinges man til at spekulere over, hvordan ens egen imaginære fantasiven mon så ud, og hvor den er i dag.

Som om det ikke i sig selv var nok, er filmen også en underspillet musical med jazz-dansenumre af den legendariske Hollywood-koreograf Mandy Moore (La La Land, Silver Linings Playbook).

Hun har en særlig evne til at få selv de mest stivbenede skuespillere til at gøre os bløde i knæene. Her til tonerne af komponisten bag hele otte Pixar-film, Michael Giacchino (Op, De utrolige).

I dansenumrene viser unge Cailey Fleming, at hun let kan følge med filmens høje tempo, og hendes Bea spiller standhaftigt op mod Cals dystre afvisninger med et passioneret og slet skjult eskapistisk gåpåmod.

Hendes danske stemme kommer fra Anna Zhelder flankeret af Troels Lyby (Far) og Jens Sætter-Lassen (Cal).

Men det kan kun anbefales at opleve IF på originalsprog, hvor de fantastiske væsner får deres stemmer fra Steve Carell, Jon Stewart, Matt Damon, Maya Rudolph, Richard Jenkins, Blake Lively, George Clooney, Bradley Cooper, Amy Schumer og en godt gemt Brad Pitt.

IF – Fantasivenner er en ren fryd.