Biografanmeldelse
16. maj 2024
If – Fantasivenner

Bea (Cailey Fleming, midt) møder den indebrændte mand Cal (Ryan Reynolds, tv.), som forsøger at finde nye menneskebørn til en gruppe forladte fantasivenner. 

Foto | Paramount Pictures

If – Fantasivenner

Frydefuld komedie hylder vores glemte fantasivenner fra barndommen og minder os om, at vi aldrig er helt alene.

Af Karoline Balstrøm

Du har sikkert glemt det. Men som barn havde du faktisk en ”IF”. Det står for ”imaginær fantasiven”, hvis det stadig ikke ringer en klokke hos dig.

Og det gør det nok desværre ikke.

Præcis ligesom for den tolvårige Bea (Cailey Fleming), der har meget travlt med at lægge barndommen bag sig, så hun kan blive voksen.

Bea har godt nok også haft en rimelig hård start på tilværelsen, hvorfor det ikke er så mærkeligt, at hun er klar til at komme videre.

I åbningsscenen får Beas mor en dyster cancerdiagnose.
Til tonerne af et stadigt mere sagte klaverspil ser vi på, mens Beas far (John Krasinski, A Quite Place) efter bedste evne forsøger at gøre datterens barndom magisk til trods for de svære omstændigheder.

Sæbebobler på stranden, ballondyr og sjove hatte inspireret af efterårsblade og iskrystal-papirklip til vinter – med umådelig anstrengelse lykkedes det ham indimellem at få Beas tanker væk fra det uundgåelige.

Men mens glimtende støvkort danser i forårslyset, dvæler filmen på den afkræftede mor, hvis skallede isse titter frem under et tørklæde, inden billedet bliver sort.

Og der er flere tårer og smil på vej takket være John Krasinski, der både er instruktør og manuskriptforfatter og samtidig indtager den hårde rolle, der blot kaldes ”Far”.

For ikke længe går der efter morens død, før Far bliver syg og må indlægges. Hvad der helt præcist er galt, får vi ikke at vide, men han har ondt i hjertet, som han selv udtrykker det, og skal snart have en livsfarlig operation.

Bea overlades til sin søde bedstemor (Fiona Shaw), som heldigvis har nogle meget mærkelige naboer på loftet i sit gamle lejlighedskompleks.

Her bor en flok plyssede fantasivenner, som forgæves forsøger at finde hjem til de børn, der har opfundet dem, men glemt alt om det igen.

Fantasivennerne er anført af den hemmelighedsfulde, sure Cal, spillet forrygende indebrændt og frustreret af Ryan Reynolds.

Han forsøger ganske mislykket at finde nye matches til IF’erne. Og selv om Bea meget gerne vil opfattes som voksen, skader det vel ikke at hjælpe lidt til.

Reynolds er kendt for sit ekstremt grove portræt af den voldsparate Marvel-karakter Deadpool, hvis mimik han formår at kommunikere igennem den tætte maske, antihelten bærer, og en stemme dryppende med spydig ironi.

I IF er han lige så grov, som man nu engang kan være over for et tolvårigt barn, man helst ville slippe af med. Det er supersjovt at se de Cal og Beas dagligdag på matchmaking-bureauet, hvor de navigerer i en kavalkade af flippede, fortrængte fantasivenner – a la den lyserøde, forsømte elefant Bing Bong fra Inderst inde.

Samtidig ruller Cal subtilt tunge følelsesskyts frem til frontlinjen og gennemhuller ens hjerte, når han inviterer Bea og publikum til at mindes de venner, vi har glemt. Men som altid har stået os usynligt bi, når livet har været sværest.

Takket være John Krasinskis insisterende eventyr tvinges man til at spekulere over, hvordan ens egen imaginære fantasiven mon så ud, og hvor den er i dag.

Som om det ikke i sig selv var nok, er filmen også en underspillet musical med jazz-dansenumre af den legendariske Hollywood-koreograf Mandy Moore (La La Land, Silver Linings Playbook).

Hun har en særlig evne til at få selv de mest stivbenede skuespillere til at gøre os bløde i knæene. Her til tonerne af komponisten bag hele otte Pixar-film, Michael Giacchino (Op, De utrolige).

I dansenumrene viser unge Cailey Fleming, at hun let kan følge med filmens høje tempo, og hendes Bea spiller standhaftigt op mod Cals dystre afvisninger med et passioneret og slet skjult eskapistisk gåpåmod.

Hendes danske stemme kommer fra Anna Zhelder flankeret af Troels Lyby (Far) og Jens Sætter-Lassen (Cal).

Men det kan kun anbefales at opleve IF på originalsprog, hvor de fantastiske væsner får deres stemmer fra Steve Carell, Jon Stewart, Matt Damon, Maya Rudolph, Richard Jenkins, Blake Lively, George Clooney, Bradley Cooper, Amy Schumer og en godt gemt Brad Pitt.

IF – Fantasivenner er en ren fryd.

Titel:
If – Fantasivenner

Originaltitel:
If

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
John Krasinski

Manuskript:
John Krasinski

Medvirkende:
Ryan Reynolds, Cailey Fleming, Steve Carell, Louis Gossett Jr.

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under syv år

Premiere:
16. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
11. aug. 2021
Free Guy

Free Guy

Biografanmeldelse
27. juni 2021
A Quiet Place 2

A Quiet Place 2

Biografanmeldelse
16. maj 2018
Deadpool 2

Deadpool 2

Biografanmeldelse
05. apr. 2018
A Quiet Place

A Quiet Place

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
06. aug. 2024
Longlegs

Longlegs

Tv-anmeldelse
25. juli 2024
Stalker fra Helvede

Stalker fra Helvede

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!