The Imposter

Advarsel: Da det nærmest er umuligt at skrive om Bart Laytons dokumentariske psykopatportræt The Imposter uden at afsløre centrale aspekter af det absurde plot, bedes følgende læses med hukommelsen slået fra!

Den 7. oktober 1997 modtager politiet i den spanske by Linares et opkald fra en telefonboks. I røret fortæller en engelsktalende turist med en markant accent, at han har fundet en ung mand, som synes at være i en alarmerende dårlig tilstand. Manden er tavs og virker forkommen og skræmt. En patruljevogn bliver sendt ud for at hente ham. Han har ingen papirer på sig. Og da det ikke er muligt at vriste brugbare informationer ud af ham, anbringes han på et børnehjem, mens hele det internationale maskineri omkring savnede personer knirkende går i gang. Hvorved et forvekslingsdrama af nærmest ufattelige dimensioner kan tage sin begyndelse.

Tre år forinden, i 1994, forsvandt teenageren Nicholas Barclay fra sin familie i San Antonio i det sydlige Texas. Han var tretten år, da han løb hjemmefra, og takket være de tværnationale kanaler bliver der nu peget på muligheden for, at den uidentificerede person fra Linares kunne være Nicholas. Miraklet indtræffer. Den unge mand bekræfter. Ganske vist ligner han ikke den forsvundne amerikaner det fjerneste. Han har brune øjne og mørkt hår – mod amerikanerens blå øjne og blonde hår – og han taler engelsk med en tung fransk accent. Men tro kan flytte bjerge, og i det følgende forløb accepterer Nicholas Barclays familie den mystiske fremmede som deres genfundne søn og hjælper ham med at blive sluset tilbage i den amerikanske forstadsvirkelighed, som han så brat blev revet ud af tre år tidligere (da han, angiveligt, blev bortført af en international pædofili-ring, som udsatte ham for systematisk misbrug og hjernevask).

Problemet er selvfølgelig bare, at den unge mand aldrig har været Nicholas Barclay. Hans navn er Frédéric Bourdin, han er i starten af tyverne og af fransk afstamning, og han er kendt over det meste af Europa for gentagne gange at have svindlet med sin identitet.

I filmen krydsklippes på raffineret vis mellem Bourdins egen psykopat- cool fremstilling og udsagn fra medlemmer af Nicholas Barclays familie, som alle – tilsyneladende – er stærkt forundrede over, at de kunne lade sig narre. Undervejs tager fortællingen indtil flere over- raskende drejninger. Og er man ikke på forhånd bekendt med detaljerne i Bourdin/Barclay-sagen, er historien ikke alene tankevækkende og kuriøs, men også stærkt underholdende – med et plot, der næppe kunne være drejet mere dæmonisk i et af Hollywoods skriveværksteder, og et persongalleri, der er som sprunget ud af den excentriske instruktør Werner Herzogs vådeste drøm.

Eftersom historien er fortalt post factum, fremstilles væsentlige dele af forløbet via rekonstruktioner med skuespillere. Og Bart Layton scorer topkarakter for stilsikkerheden i filmens natteblå noir-univers og for hele den sindrigt konstruerede dramaturgi, der stort set overvinder den omstændighed, at der er tale om en kendt mediehistorie, hvor slutningen er givet på forhånd.

Til gengæld trækker det lidt ned, at Layton i sine bestræbelser på at peppe det gamle stof op er tæt på at overspille den detalje, at sagen om den autentiske Nicholas Barclay aldrig er blevet opklaret. Derved tager han familien som gidsler i et net af spekulationer, der primært har psykopaten Bourdin som afsender – om end man må medgive, at flere af familiemedlemmernes ageren kan forekomme mærkværdig. Og da fokus til slut flyttes over på den farverige privatdetektiv Charlie Parker i et futilt forsøg på at føje noget nyt til den allerede kendte historie, titter sensationslysten frem. Men på det tidspunkt har filmen fået sin krog så dybt i beskueren, at al modstand får karakter af efterrationalisering.