Indiana Jones and the Dial of Destiny

Den femte film om Indiana Jones er et klassisk blockbuster-eventyr af den gamle skole. Helt i Stevens Spielbergs ånd, men ikke fra hans hånd.

Filmen er instrueret af kapable James Mangold, der håndterer arvesølvet med humor, respekt og en indstuderet sans for, hvad der gør Indiana Jones til Hollywoods bedste eventyrer.

Filmens ekvilibristiske åbningssekvens er fuld af nævekamp og piskesmæld, action og skarpe vittigheder. Vi er i en brændende fæstning og ombord på et bumlende tog lastet med nazistiske tyvekoster og med kurs mod Berlin.

Harrison Ford er tryllet ung igen med et filmgreb, der stiller Indy-fans tilfredse ved at servere bøllebank af fæle nazister og samtidig introducerer filmens tematik om at blive fri af fortiden.

Nazisterne forsøger at få fingre i den hellige lanse, der ifølge overleveringen spiddede Kristus’ side, mens han hang på korset. De har en blind overbevisning om, at dette oldtidsartefakt kan vinde krigen, mens Europa brænder om ørerne på dem.

Den har man hørt før, og lansen viser sig hurtigt at være en distraktion fra Arkimedes’ talskive, som ifølge en snerrende nazi-fysiker (Mads Mikkelsen) kan påvirke tidens gang.

25 år senere jagter fysikeren stadig den magiske dingenot. Nu med hjælp fra CIA, efter han som en anden Wernher von Braun hjalp amerikanerne med at vinde månekapløbet.

Indy har derimod trukket sig tilbage til en ydmyg gammelmandstilværelse med forelæsninger for halvvågne studerende og larmende hippienaboer i en etværelses i New York.

Der bliver slået en hurtig streg over fjerde films lykkelige slutning med nyheden om, at hans søn er død i Vietnam, og den sorgramte Marion har forladt ham.

Men da hans guddatter, hvis far var besat af Arkimedes’ talskive, pludselig dukker op og beder om at få syn for sagen, bliver han halet ind i endnu en skattejagt. Den går vildt fra Marokko over Grækenland til Sicilien med Mads Mikkelsen og hans håndlangere lige i hælene.

Charmen ved de gamle film er ikke bare Spielbergs sans for blockbuster-alkymi med den helt rette blanding af hæsblæsende action, romantik og humor. I øvrigt en blanding, han holdt ved lige i den ganske underholdende Indiana Jones og krystalkraniets kongerige fra 2007, selv om mange fans stejlede over filmens science fiction-afslutning.

De samme fans vil givetvis korse sig over den fjollede sidste akt i Indiana Jones and the Dial of Destiny.

Den gamle trilogi er også båret af fornemmelsen af håndgribelig action. Filmenes stunts ser ud, som om de næsten er gået galt. Som den legendariske scene, hvor Indiana Jones skyder en sværdfægter, fordi Harrison Ford havde madforgiftning og ikke selv kunne svinge et sværd.

På det parameter fremstår Indiana Jones and the Dial of Destiny allerede fra de første billeder som langt mere poleret underholdning. Den unge Harrison Ford er vakt naturtro til live, men der går naturlighed tabt, når lyset altid falder perfekt, og billedet konstant er i knivskarpt fokus.

Mads Mikkelsens fjæs er ligeledes blevet digitalt udglattet, så man ikke rigtigt kan genkende ham fra dogmetiden.

Noget tilsvarende gælder filmens handling. Den ene ledetråd fører videre til den næste, men hvis man grubler over det, hænger det ikke sammen.

Det er en gammel vittighed om den første Indiana Jones-film, at nazisterne ville være gået til grunde på egen hånd, hvis han var blevet hjemme.

Da Steven Spielberg og George Lucas genskabte deres barnebegejstring for 40’ernes føljetonfilm, var det med forståelse for, at plotmekanikken mest bare skal udmønte sig i hæsblæsende actionscener og helteøjeblikke, der kan få publikum til at juble.

Den formel har Hollywood destilleret lige siden, og James Mangold forstår at levere, hvad publikum vil have. Nemlig Harrison Ford, der leverer et af de ekstranumre, som har kendetegnet hans karriere siden Blade Runner 2049 og Star Wars: The Force Awakens.

Mere end nogen anden rolle har han Indiana Jones siddende på rygraden: den gnavne fremtoning, de kække oneliners og evnen til at gå fra på toppen til bunden på et øjeblik.

Han får kækt modspil af engelske Phoebe Waller-Bridge, der er bedst kendt for den fremragende komedieserie Fleabag. Nu viser hun, at hun sagtens kan bære en blockbuster.

Hun spiller guddatteren Helena, der løber om hjørner med både Harrison Ford og Mads Mikkelsen for at sælge den mytologiske tidsrejseskive til højestbydende.

I den forrige Indiana Jones-film lå der en forventning om, at Shia LaBeouf kunne overtage franchisen, men det er heldigvis ikke tilfældet.

Men jeg ser gerne Phoebe Waller-Bridge skyde, slå og forføre sig rundt i denne eventyrverden af antikvitetssmuglere og oldtidsskatte.