Infinite Football

Man havde næppe forestillet sig, at dette er begyndelsen på en af de sjoveste dokumentarfilm på årets Cph:dox.

En mand i vindjakke og hue, Laurențiu Ginghină, viser rundt ved et gustent boldbur og i en nedlagt fabrik. Han beretter om et fatalt fodboldspil i 1986, hvor en medspillers hårde tackling i en alder af nitten år kostede ham en fibersprængning, som siden viste sig at være et benbrud. 

Manden, han fortæller til, er instruktøren Corneliu Porumboiu, der også er iført vindjakke og hue. Han lytter tålmodigt og afbryder sjældent. 

Nytårsaftensdag 1987 bryder skaden atter op under noget hårdt løftearbejde – knoglerne var vokset forkert sammen. Ginghină bider smerten i sig indtil fyraften, men da han når ud til busholdepladsen, er den sidste bus kørt, og kollegerne har skyndt sig hjem til fest. Han må humpe flere kilometer hjem alene. 

Det er gråvejr, og i det fjerne høres hundeglam. 

Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget! 

I næste tableau står Ginghină ved en flipover og beretter engageret om, hvordan oplevelsen fik ham til at indse, at hverken han selv eller de andre var skyld i, at han kom til skade. Det var en konsekvens af nogle regler, der øger risikoen for den slags. 

Siden har han lagt stor energi i at udtænke mere optimale regler for det spil, han holder så meget af, og som må forbedres. Fodbold 2.0., 3.0., 4.0 – uendeligt!

Inspireret af orientalsk filosofi er Ginghină overbevist om, at en ottekantet bane med blødere, afrundede hjørner og flere midterlinjer vil fordele energien på fodboldbanen bedre. Spillerne vil ikke skulle bevæge sig så meget, og bolden vil vinde hastighed. 

Klip til:

Skrivebordet i den lokale borgerservice, hvor Ginghină – nu i jakkesæt – arbejder i administrationen. 

Det er ”et ret kedeligt arbejde”, siger han og sammenligner sig selv med superhelte som Superman og Spider-Man, der har ubetydelige job i dagligdagen og redder menneskeheden i deres fritid. ”Jeg føler mig som dem. Jeg sidder her og arkiverer, men i mit dobbeltliv revolutionerer jeg en sportsgren.” 

Midt i fortællingen om sit kuldsejlede forsøg på at emigrere til frihedens land, USA, afbrydes han af en borger, der gerne vil betjenes: en vedholdende 92-årig kvinde, der efter revolutionen 27 år tidligere stadig ikke har fået ejendomsretten til sin families land tilbage. 

Fordi fotografen uanfægtet filmer videre og blot panorerer lidt til højre, befinder Ginghină sig pludselig i en penibel situation, hvor der forventes handling af ham, men han kan ikke udrette meget. 

Jeg skal ikke afsløre mere af handlingen, ud over at instruktøren efterhånden træder i karakter og går mere til sit interview-offer, der ikke lader sin utopi kue i den grå, rumænske virkelighed. Dog uden på nogen måde at gøre sig selv til hovedperson. 

Corneliu Porumboiu arbejder i sine spillefilm (The Tresure, 12:08 øst for Bukarest) med det absurde, og det gør han i den grad også her. Men der er ikke tale om opstillede situationer, det er kondenseret, rå virkelighed, han formidler med varme og stor, underspillet humor. 

Infinite Football er resultatet af en skarp iagttagelsesevne og Porumboius oprigtige interesse for sine medmennesker. 

Alt det overflødige er skåret bort, og der ikke er pyntet på noget. Intet er overforklaret, nærmest tværtimod, men alligevel giver det hele mening. I øvrigt mener jeg også, at offside burde afskaffes …