Ingen kender dagen

Man finder næppe en bedre solidaritetsmåler end pengekasserne ved de danske landevejsboder.

Det siger en del om Jakob Cedergrens smarte foredragsholder Adam, i blå blazer og dyrt armbåndsur, at han snupper et par poser grøntsager, selv om han ikke har mønter nok til at betale. Et øjeblik efter bakker han sin Mercedes tilbage for at lægge dem på plads.

I Annette K. Olesens multiplotdrama Ingen kender dagen udfordres fem personer på tilliden med morsomme, dramatiske og tankevækkende konsekvenser til følge.

Historierne udspiller sig over et døgn og kommer fra fem stærke danske forfattere: Carsten Jensen, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad, Niels Henning Krag Jensby og Caroline Albertine Minor. De er samlet til et manuskript af instruktøren sammen med Maren Louise Käehne, der efter Dronningen og En helt almindelig familie må betegnes som en af vores store manuskriptforfattere.

Adam har arrangeret et sommerhussidespring med den halvfremmede Viyan, men bliver konstant afbrudt i akten af den mistænksomme ejer. Andetsteds bliver generte Emil hånligt udstillet i gymnasieklassen, men finder en at betro sig til, da læreren giver ham et lift efter skole.

Lille Laura gemmer sig sammen med sin mor for faren i klitterne, men hvordan fik pigen et blåt øje? Gravide Maja følger med sin mand til en af hans gymnasieveninders begravelse, men hvor godt kendte han egentlig den afdøde?

Og så er der lægen Eva, som ledsager afviste afghanske asylansøgere på tvangshjemsendelser til Kabul. Hun må stole på, at myndighederne har truffet den rette beslutning. ”Jeg ved godt, det ikke er nemt i Afghanistan,” som tolken Ali siger til hende. ”Men der er jo for helvede nogle, der skal bo der. Og de er afghanere.”

Evas fortælling er med til at give Ingen kender dagen et lettere bedaget – eller måske bare nostalgisk – udtryk. Det er passende, at den bedste sang på lydsporet er australske Mick Harveys Out of Time Man.

Kunstnere kan ikke helgardere sig mod politiske omvæltninger som Talebans generobring af Afghanistan, men alene multiplotstrukturen virker lidt som et levn fra midt-00’ernes filmmode, efter Altman viste vejen for genren med Short Cuts.

Det var dengang, engelske charmører blev forelsket på stribe i Love, Actually, og amerikansk socialrealisme blev flettet til Oscar-vindende samtidsdiagnose i Crash og Babel. Herhjemme husker vi måske Charlotte Sielings Over gaden under vandet og Lotte Svendsens Tid til forandring.

Eva er den første og sidste karakter, vi møder. Trine Dyrholm er et sikkert anker i den spraglede multiplotfortælling, ganske som i instruktørens to seneste film, det medrivende drama Lille soldat og det unødvendige remake Skytten.

Det er med andre ord længe siden, vi har set noget til Annette K. Olesen på det store lærred, og det er godt at have hende tilbage. Der går en rød tråd af intelligent humanisme gennem historierne, foruden en melankolsk grundtone af tillidsbrud og skrøbelige sociale fællesskaber.

Billedsproget er pragmatisk, og humoren til tider mere vellykket end dramaet. Som da vinkenderen Adam forsøger at imponere Viyan, der helst bare vil springe forspillet over. Én flaske har en eksotisk bismag af petroleum, mener han – en anden er så liflig, at den ”når helt ned til rugbrødsnoterne”.

Man kunne nogle gange ønske, at historierne fik lov at udfolde sig mere vildt og uhæmmet og gøre oprør mod den lidt høflige udforskning af tillidstematikken. Med historien og skuespillet i front er det næsten uundgåeligt, at nogle historier er mere fængende og velspillede end andre.

Men Olesen og Käehne – der begge har serieerfaring, hvor multiplotformen lever i bedste velgående – har et godt blik for de rette samlingspunkter. De løfter de fem moralske fabler til en genkendelig og eftertænksom mosaikfortælling.