Inger & det dårlige selskab

Det slidte, gamle hus er både utæt og koldt.

Med knirkende gulve, tapet, der skaller af, og spindelvæv, der hænger som tunge gardiner over billeder på væggene trænger det til en kærlig hånd.

Her bor filmens omdrejningspunkt, 80-årige Inger. Hun går ikke op i at holde en pæn facade. I stedet dedikerer hun som en helgen tid og penge til at gøre verden til et bedre sted.

Ser hun en ensom stakkel sovende på en bænk, inviterer hun vedkommende hjem, så han eller hun kan få tag over hovedet.

Nogle smutter hurtigt igen, men Inger er stålfast på at hjælpe mennesker, hvis liv er gået i stå.

Imidlertid er Inger ved at blive gammel. Hun kan ikke blive ved med at tage sig af andre, og mens tiden løber fra hende, sidder man med bekymring for de mennesker, som det såkaldte velfærdssamfund ikke kan rumme.

Inger bakkes op af det lokale supermarked, der støtter hende med grøntsager og blomster, som ellers ville blive kasseret. Og de logerende hjælper hende med at sortere skraldet, som ligger og flyder i byen.

Således er instruktør Jella Bethmanns film også en solidarisk og næstekærlig fortælling.

”Will you give me love,” synger Dirch Passer og Ove Sprogøe på engelsk i fjernsynet nytårsaften. I køkkenet står Inger og tryller et festmåltid frem, mens opvasken ved siden af vokser sig stor.

Mennesker finder plads i stuen med en øl, inden dronningens tale afløser den muntre vise, og de hver især skal aflægge nytårsforsæt.

Sussi, der lige er vågnet med sit navn skrevet på kinden og en farverig paryk på hovedet, lover, at hun skal holde op med at drikke i det nye år. Leveren kan ikke længere hamle op med forbruget.

Men ved nærmere eftertanke er det for ambitiøst, og hun beslutter sig for at skifte ren vodka ud med vin.

Hovedpersonen løfter ingen pegefinger, men minder dem om, hvor vigtigt det er altid at stræbe efter at blive et bedre menneske. En læresætning, som er let at overse i præstationssamfundet, hvor medmenneskelighed overskygges af vækst.

Ingers baggrund forbliver skjult, men hun fremstår mere dannet og reflekteret end resten af persongalleriet. Det gør hende til en fremragende fortæller og bindeled mellem filmens socialt udsatte og publikum.

For ti år siden flyttede Martin ind hos Inger, fordi han ikke kunne stå på egne ben. Det fortæller han, mens han suger gas af en spraydåse med den ene hånd og skifter mellem at holde en øl eller cigaret i den anden hånd.

”Alle har ret til at leve, som de selv ønsker,” siger Inger og undlader at sende folk på porten, selv om de lider af alkohol- eller stofmisbrug. For det er jo netop dem, der har allermest brug for hende.

Det er en sjov sekvens, når Martin inspireret af husejerens velvilje er den første til at give en hånd til en tidligere beboer, når hun flytter ind igen.

Han bander sig gennem strabadserne og bliver mere og mere irriteret på dem, som intet laver. Når en stol ovenikøbet ikke umiddelbart kan komme gennem døråbningen, kan han ikke bestemme sig for, om stolen skal vendes, eller om han skal lægge flere kræfter i.

En anden person viser indholdet af sin tin-dåse med hash, amfetamin og fentanyl. Det er en genistreg, at filmen straks efter klipper til en sekvens, hvor han ringer til bedemanden angående sin afdøde kones aske.

Filmen efterlader ingen tvivl om, at de medvirkende oplever de samme livskriser som alle andre. Forskellen er, at de manglede et netværk, der var i stand til at løfte dem op igen, da de faldt.

Det opleves derfor symbolsk, når manden fortæller, at de spillede Kim Larsens Vi er dem med den kendte sangtekst – ”vi er det dårlige selskab” – til begravelsen. Sorgen er tydelig, men han er ikke i stand til at tale om konen uden at lave sjov.

Inger & det dårlige selskab kalder ikke til revolution. Men den inspirerer til næstekærlighed og omtanke med sit fængslende karakterstudie og underliggende kritik af et samfund, der svigter de svageste.