Insecure – sæson 4

Issa Raes Insecure var en del af et dobbelt nybrud, da serien i 2016 havde premiere på samme tid som en anden elegant fortælling om afroamerikaneres liv.

Donald Glovers Atlanta er i dag en større milepæl, fordi den hudfletter USA hårdere end noget andet kunst i vor tid. Fælles for begge er den fandenivoldske beskrivelse af landets underliggende racespændinger og en nuanceret skildring af liv, der helst skal leves i overhalingsbanen, men som ofte befinder sig i slæbesporet.

Den store forskel på de to serier har været, at Insecure ikke på overfladen ligner en samfundskommentar. Mens titelbyen meget synligt syrer ud på bunden af den amerikanske drøm i Atlanta, danderer Insecure mere ubekymret rundt i den sydlige Los Angeles’ sol.

Det ændrer sig dog i fjerde sæson.

Insecure handler om venskaber og kærlighed. Det lyder måske lige så nyskabende som kammerjunkere i koldskål efter først Sex and the City og siden Girls. Raes serie virkede da også i starten som aftageren til de to serier, og faktisk placerede mange den i kassen for serier om karrierekvinder, der skal finde plads på planeten.

Men sådan en serie er Insecure slet ikke.

I de første tre sæsoner er der et markant fravær af ambition i seriens hovedperson. Hun hedder Issa og spilles af Rae selv. Hvor Carrie i Sex and the City er klummeskribent med dyre sko og Hannah i Girls en aspirerende forfatter, viser Issa sig hurtigt ikke at være en tredjebølgekvinde, der vil til tops.

Hun er nærmest initiativløs og flyder bare med tilværelsen. Først er hun skolelærer, senere ernærer hun sig ved et job som Lyft-chauffør. Når ingen forventer, at hun stræber efter noget, hvorfor skulle hun så gøre det?

Men fire år senere er serieskaberen Issa Rae et amerikansk ikon, som skamroses for at ramme tidens tone. Det gør hun igen i fjerde sæson, hvor hendes Issa udvikler sig med raketfart, træffer svære valg og konfronterer sig selv og sin omgangskreds med det passive livs begrænsninger.

Hun vil mere end blot være usikker, for hvis hun hele tiden skal være tvivlrådig, kan hun lige så godt forsøge at handle.

Derfor arrangerer hun en stor fest og opdager, at de organisatoriske evner måske kan blive en karrierevej. Samtidig tager hun chancer på romancefronten, hvor hun før holdt sig væk fra den egentlige kærlighed.

Og så er der Molly. Åh, Molly!

Insecure har især været værd at følge i de tre første sæsoner af to årsager. Det florlette filmiske blik på et solfyldt Los Angeles som en smeltedigel for dovenskab, og så det aparte venskab mellem Issa og Molly, frembrusende spillet af komiker Yvonne Orji.

Venskabet er bygget på en rørende indbyrdes forståelse og krydret med underliggende rivalisering. Molly er karrierekvinde, men hun går ikke af vejen for en joint med Issa, når tiden tillader det. Den moderne afroamerikanske kvinde kan være mere end blot den stereotyp, hun ofte fremstilles som.

Issa og Molly er begge som Los Angeles: flabede, hurtigsnakkende og med masser af attitude. Men i de første tre sæsoner er Issa den døsige middagssol, mens Molly agerer den dystre arbejdspuls bag blanke vinduer.

Kan venskabet forblive tilbagelænet, når Issa hanker op i sig selv?

Issa Rae indser, at alt i vores moderne verden handler om forventninger og eksekvering.

Serieskaberen ændrer simpelthen dynamikken i sin successerie og lykkes med – som hun altid har gjort – at balancere den hjem. Den amerikanske sjæl er mere end de klichéer, vi fortæller hinanden. Og med sin fjerde sæson nuancerer hun dette billede som få andre, fordi hun vender op og ned på vores forventninger.

Insecure er et opgør med tanken om, at vi alle ved, hvem vi er, og hvilken kasse vi passer ned i.