Inshallah en dreng

Det sker ikke så sjældent, at film fra den arabiske verden er lige så dårlig reklame for de lokale myndigheder, som de er god reklame for kunstens plads og politiske nyttefunktion.

Præcis sådan en film er Inshallah en dreng, der har vundet en del internationale priser og var Jordans officielle Oscar-bidrag.

Det er en oprørende, velspillet og nødvendig film om kønsdiskrimination. Både den institutionaliserede og den internaliserede. Publikums hjerte ligger solidt hos Nawal, filmens altdominerende hovedperson på et par og 30, iltert og sanseligt spillet af palæstinensiske Mouna Hawa.

Hun smider hovedtørklædet, straks hun er hjemme, og i åbningsscenen prøver hun med en kost at fange en bh, der er fløjet ned fra altanen. Hun er dog ikke mere emanciperet, end at hun trækker sig i skjul med et gisp, da den daler ned på gaden foran en mand.

Det er en symptomatisk scene, der fint understreger instruktør Amjad Al Rasheeds blik for privatsfærens betydning. Det er her, i trygge, middelklasserodede rammer, at Nawal kan smide tørklædet og pjatte frimodigt med datteren Nora. Det er her, hun arbejder på barn nummer to med sin mand – og det er her, tragedien rammer.

Nawals mand dør uden varsel af et slagtilfælde, mens han sover. 

Ifølge juraen skal boet uden et testamente deles ligeligt mellem hustruen og hans søskende. Og dermed står hun altså også til at miste sit hjem og eksistentielle helle.

Men Nawal er en fighter. 

Hun står fast på sine behov og de mundtlige løfter, hun påstår, manden har givet. Hun bukker ikke under for hverken svogerens, sin brors eller retskontorernes råd om at acceptere reglerne. Og Nawal får uventet et es stukket i hånden, da der er tegn på, at hun kan være gravid.

Dette lovformelige barn kan ændre alt. Hvis det er der. Og hvis det vel at mærke er en dreng.

Inshallah en dreng bruger den præmis som både en sønderlemmende kritik af størknet mandschauvinisme og den fjeder, der spænder dramaet mere og mere i retning af en thriller.

Indimellem bliver det for demonstrativt, når tidsfrister, kritiske aftaler, syge børn og travl trafik lægger sig som lag på lag af pres på Nawal. Og pres fra mænd, ikke mindst.

”Hvorfor hidser du dig sådan op? Det handler ikke om penge. Det handler om vores rettigheder.”

Replikker som denne får ikke bare Nawals, men også publikums pis i kog. Mændene forsvarer sobert og juridisk klart deres borgerrettigheder, så urimelige de end kan forekomme et dansk publikum.

Dette lag i manuskriptet er med til at løfte filmen over det polemiske og forudsigelige. For kan de gammeldags love eventuelt betyde, at Nawal under det voksende pres selv bøjer et par regler?

Inshallah en dreng lægger sig godt til rette mellem andre feministiske film, der bygger bro mellem kampskrift og karakterdrevet drama – som The Piano, Roma og vores hjemlige film om kvinderne på Sprogø, Ustyrlig. 

Allertættest er den måske beslægtet med de belgiske Dardenne-brødres indignerede socialrealisme. Helt ned til det håndholdte kamera, der får enhver scene til at vibrere på mere end én måde.

Instruktør Amjad Al Rasheed har selv udtalt, at han ikke stræber efter at forandre love, men blot ”åbne for samtaler”. Det ordvalg må være strategisk spilfægteri. Inshallah en dreng er nemlig indiskutabelt et politisk statement i en højaktuel, polariseret kulturkamp mellem konservative og progressive kræfter i Jordan.

I det lys virker filmen påfaldende frigjort af snærende censurhensyn. Og Oscar-indstillingen, som betyder, at filmen er blåstemplet af kulturministeriet, er en sejr i sig selv.

Jeg sidder faktisk med en fornemmelse af, at en film som Inshallah en dreng vil kunne påvirke diskursen om arveret og ligestilling i en sådan retning, at lovgivningen bliver taget til revision. En sjælden gang imellem forandrer kunsten rent faktisk verden.