Inside Llewyn Davis

Hvordan uddeler man stjerner til Coen-brødrenes film? De er stort set alle sammen fremragende, og selv dem med et halvblakket ry har deres tilhængere.

Skeptikere vil sige, at der løber en kold, misantropisk strøm gennem deres værker, eller at de er filmskabere med mere hjerne end hjerte. Men kigger man på teknisk formåen alene, kan ingen med den mindste sans for filmmediets dybere lag benægte, at selv den værste film af Joel og Ethan Coen er langt bedre end de fleste instruktørers bedste.

Så hvor placerer man Inside Llewyn Davis i Coen-brødrenes film-panteon?

Gennem årene vil den finde sin rette plads. Men lige nu ligger den helt oppe i top fem sammen med Fargo, Barton Fink, O Brother, Where Art Thou? og No Country for Old Men (udskift selv med dine personlige favoritter!).

Med sin lysende melankoli, sorte humor og sit triumferende studie af fiasko er Inside Llewyn Davis et uforglemmeligt portræt af en tid, et sted, en mand og en musikgenre.

Tiden er vinteren 1961, stedet er New York, særligt i og omkring Greenwich Village. Og miljøet er folk-musikscenen, der dengang stadig var en perifer, lukket verden endnu ikke gjort populær af musikere som Peter, Paul and Mary, Joni Mitchell og Bob Dylan.

Titelkarakteren, Llewyn Davis (Oscar Isaac i en gennembrudsrolle) er en folk-sanger, der hutler sig igennem på sine sidste par dollars og sporadiske lykketræf. Han er dybt egoistisk og sørger mut over sin musikmakker, som begik selvmord.

Han er i det hele taget ikke den mest sympatiske hovedperson, men han har en smuk tenorstemme (Isaac synger selv) og en passion for folk-musik, som får ham til at klynge sig til håbet om, at han en dag kan komme til at leve af den.

Llewyn sover på sine venners sofaer, blandt andet hos Jim (Justin Timberlake) og Jean (Carey Mulligan), et syngende ægtepar med flere fremtidsudsigter og koncerter i kalenderen på grund af Jeans udseende og deres varmere sceneudstråling.

Uden for scenen er Jean meget mindre varm, særligt over for Llewyn, der måske/måske ikke er far til hendes ufødte børn. Nogle af de sjoveste scener er dem, hvor Jean spytter verbal syre i Llewyns retning: ”Alt, hvad du rører ved, bliver til lort. Du er som en omvendt Kong Midas.”

Dramaet tager fat, da Llewyn på en bar i The Village synger Hang Me, Oh Hang Me (en sang, som blev gjort populær af den autentiske folk-musiker Dave Van Ronk, som figuren delvist er baseret på) og efterfølgende får tæsk af en mystisk fremmed.

I flashback ser vi derefter, hvad der gik forud, men begivenhederne i Inside Llewyn Davis føles som mere eller mindre tilfældige udpluk af Llewyns desperate tilværelse, hvor han løber i cirkler for at komme oven vande, tjene en skilling eller, i et charmerende sideplot, aflevere en sød kat tilbage, efter han ved et uheld er kommet til at lukke den ud af sine venners lejlighed.

På et tidspunkt er der én, der misforstår ham over telefonen og siger ”Llewyn Davis er katten” i stedet for ”Llewyn Davis har katten”, og det er på en måde sandt. Llewyn er som en kat, en rastløs overlever med mindst mulig tilknytning til familie og hjem, men som alligevel altid formår at finde tilbage.

Undervejs i filmen møder vi både stærkt alternative typer (som John Goodmans hylende morsomme, arrogante jazz-junkie), bondeknolde og hele den indtagende palet af små bifigurer, som gør en Coen-film så dragende.

Mange af folk-sangene bliver desuden fremført fra ende til anden, hvilket gør filmen til en slags musical, hvor sangene også indirekte kommenterer på handlingen.

Selv hvis man ikke er så meget til folk-musik, er det nærmest umuligt ikke at forlade Inside Llewyn Davis uden et par af sangene på hjernen – eller i det mindste med en stærk forvisning om den uafviselige musikalitet, der gennemstrømmer Coen-brødrenes film.