Insurgent

Insurgent er den anden film i teen-sci-fi-serien Divergent, der er i nær familie med franchises som Hunger Games, Twilight og The Maze Runner, og som også er baseret på en populær bogserie.

Filmen foregår i fremtidens Chicago, som er indhegnet af en enorm mur. Sådan beskyttet mod omverden er samfundet opdelt i fem såkaldte faktioner – adskilte samfundsklasser med tøj i hver deres farvekode. Tilsammen formår de at drive et nogenlunde fredeligt samfund.

Dette univers forlader sig ikke på magi eller overnaturlige evner, men på teknologi og menneskelige egenskaber.

Det ses primært i den måde, at folk bliver testet i virtuelle solo-simulationer. Her er der flot smæk på action og effekter, og testen skal afgøre, hvilken faktion man hørte til.

Således fandt man i første film ud af, at den smukke unge hovedperson Tris, (Shailene Woodley) er en divergent, en person der passer ind i mere end én faktion – men dog ellers ikke er ”noget særligt”.

Det er en viden, hun tier stille med, for i det strømlinede samfund bryder man sig ikke om afvigere, og alle tror derfor, hun er rendyrket ”skytsengel”, da hun melder sig til dem.

I anden film er simulationerne en del af en genopdaget ”nøgle”, der skal åbnes, og det kan kun gøres af divergenter.

Jeanine (Kate Winslet), overhoved for ”Intelligentsiaen” og skurken i serien, befaler derfor at alle skal testes, og hermed introduceres et håndholdt aggregat, der på et øjeblik kan vurdere, hvilken faktion folk hører til – eller om man er divergent.

Med et snuptag undergraver filmen dermed en af de stærkeste præmisser for hele første film. Det er sgu frustrerende.

Den nye film lefler ikke for tilskueren og springer durk ud i handling, kun fem dage efter hvor den forrige sluttede. Her var Tris med kæresten Four samt broren Caleb og den tvære Peter på flugt i et tog på vej mod den skyskraberhøje indhegning, der skærmer Chicago.

For denne anmelder var den logiske slutning, at det eftersøgte firkløver ville søge uden for muren.

Derfor er det ærgerligt at finde ud af, at de stadig er inden for murens skygge.

De findes dog hurtigt som følge af Jeanines klapjagt på divergenter, men de slipper væk på grund af et lykketræf med et tog. Og sådan hænger historien nærmest udelukkende sammen på grund af flere absurd heldige tilfælde.

Et af filmens største problemer er divergent-sagen. Tris er divergent, og både min hukommelse og pressematerialet siger, at hendes granvoksne kæreste også er det.

Hvordan kan det så være, at Tris ikke bliver påvirket af diverse serum og bedøvelsesskud, netop fordi hun er divergent – og meget vigtigt for historien – mens Four gør?

Vanen tro er disse ungdommelige fremtidsfilm voldsomt flotte, og Insurgent er ingen undtagelse. På en knugende underspillet måde er der lagt særlig vægt på symmetri i billedopsætning og farvevalg. 3D-udgaven har dog ikke meget ekstra at tilbyde.

Shailene Woodleys har udviklet sig siden første film med masser af bly sødme og rå vilje i sit ansigt. Hun er en af den nye skuespillergenerations lovende stjerner, og hun gøres selskab af blandt andet Whiplash-aktuelle Miles Teller, der er faktionsfrænden Peter.

Sidstnævnte stjæler i øvrigt billedet hver gang han er på, hvilket er fortvivlende lidt. Han spiller sin intrigante karakter med masser af øjenglimtende humor, og det er tiltrængt i det lidt for selvhøjtidelige univers.

Filmen er fornemt rollebesat, og man må generelt sige, at den nye instruktør Robert Schwentke – der også skal instruere seriens næste film – har været dygtig til at caste.

Af nye rolletilføjelser er blandt andet Naomi Watts og Octavia Spencer, som man dog ikke ser meget til. Det rådes der forhåbentlig bod på i trilogiens sidste kapitel, der dog – som genren nærmest byder det efterhånden – er delt op i to.