Into the Inferno

Werner Herzog har – skarpt forfulgt af Jørgen Leth og Laurie Anderson – verdens bedste fortællerstemme.

Den er hæs og rå, og når Herzog taler engelsk, kan man bestemt høre, han er født i München. Der kunne være noget Hollywood-skurkagtig over den, hvis ikke det var, fordi den tyske mesterinstruktør formår at skabe en fængslende og behagelig stemning med sine kontemplative betragtninger om mennesket, naturen og alt derimellem.

I Into the Inferno beretter den magiske stemme om aktive vulkaner rundt om på planeten. Emnet er dragende, og det giver bjergtagende billeder. Men Herzog er ikke ene om taletiden denne gang.

Filmen er lavet i samarbejde med vulkanolog Clive Oppenheimer fra universitetet i Cambridge, og Oppenheimer får tildelt store mængder skærmtid. Hans faglige dygtighed skal der ikke herske den mindste tvivl om, men han taber naturligvis karismakonkurrencen med sin tyske vulkanven.

Vulkanologen taler til geografinørder, der ikke behøver at google, når de hører udtryk som obsidian, pyroklastiske strømme og hominidfossiler.

Derfor kan dele af Into the Inferno også føles en kende tør og akademisk. Heldigvis byder dokumentaren dog også på fuldstændigt vidunderlige, grandiose billeder af jordoverfladens mytiske sprækker.

Billederne havde taget sig bedst ud på et biograflærred, men filmen har fået premiere på Netflix.

Vi starter i øgruppen Vanuatu i Stillehavet. Her lever stammefolk med truslen om, at områdets vulkaner pludselig kan gå i udbrud. Høvdingen Mael Moses sætter ord på lokalbefolkningens religiøse forhold til de farlige kratere:

”Lavaen udtrykker den vrede, djævlene føler.”

Dokumentaren undgår at udpege ham som en rudimentær stakkel. Vi ser derimod den rasende, røde lava, der sprutter fra sprækker i klipperne, mens opera af Verdi og Wagner dramatisk brager fra højtaleren.

Et kort øjeblik synes det bestemt ikke usandsynligt, at den røde masse kunne samle sig til et diabolsk gespenst.

Werner Herzog har længe været betaget af vulkaner. Dokumentaren La Soufrière fra 1972 handler om en mand, der nægter at forlader øen Guadeloupe, selv om et vulkanudbrud er varslet. Og den tyske instruktør mødte Clive Oppenheimer under optagelserne til dokumentaren Encounters at the End of the World (2007), hvor Antarktis og vulkanen Mount Erebus undersøges.

Det lille menneske i den store natur er et tilbagevendende tema i Werner Herzogs ouevre. Det ses tydeligt i Klaus Kinski-filmene Aguirre - den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982), hvor Sydamerikas jungle er det imposante bagtæppe, mennesket farer vild i.

Into the Inferno rejser jorden rundt for at se på aktive vulkaner. Turen går til Indonesien, Etiopien, Island og Nordkorea.

Smukke arkivbilleder fra dengang vulkanen Eldfell satte Island i brand i 1973 fremmaner den lidt uhyggelige fornemmelse af, at ild både er farligt og fascinerende.

Det samme sker i scener, hvor lava som en slange rejser med død ned ad bjerge.

Nordkorea fremstår igen som verdens skøreste land, når Herzog fortæller, hvordan det vulkanske bjerg Paektusan er blevet mytologiseret som landsfader Kim Il-sungs fødested.

Into the Inferno indeholder mange underholdende kuriosa, men når nu excentriske Herzog står bag, kunne man godt have ønsket, at det pudsige blev udfoldet i større stil.

I Indonesien har nogen bygget en kirke, der er formet som en høne. Hønens hoved kigger op mod områdets store vulkan. Mere får vi ikke at vide, for dokumentaren skal skynde sig videre til Etiopien, hvor Clive Oppenheimer graver efter fossiler.

Så er Werner Herzogs bryske betragtninger mere interessante.

”Den gloende masse er fuldstændigt ligeglad med travle kakerlakker, laverestående krybdyr og intetsigende mennesker,” messer verdens bedste stemme.