Iqbal & den hemmelige opskrift

”Hvem er den dreng dér? Er det Iqbal Farooq?”

Til tonerne af Wafande svæver kameraet over byen, inden vi pladask lander på Blågårdsgade. Det er sol, det er sommer, reggae-tonerne flyder, og etniske minoriteter hilser på hinanden med brede smil.

Men i kemilokalet på Iqbal Farooqs skole er stemningen knap så munter. Trettenårige Iqbal (Hircano Soares) tager ikke undervisningen alvorligt, og det irriterer den stramme kemilærer, spillet af den evigt morsomme Martin Brygman.

Som straf skal Iqbal sidde efter og gentage kemiforsøget. Iqbal henter hjælp fra kemigeniet, lillebror Tariq, og sin gode veninde Sille. Men noget går galt, og i fængende slow-motion eksploderer kolben med en voldsom kraft og tager det halve af kemilokalet med sig.

Der er production value for alle pengene, og man ser tydeligt budgettet på de 17,5 millioner kroner folde sig ud på lærredet. Til tider går der ren Hollywood-action i den, særligt i sidste halvdel, som er særdeles medrivende.

Debuterende spillefilminstruktør Tilde Harkamp og debuterende manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen har forsøgt at lave en politisk korrekt familiefilm, som både beskæftiger sig med fordomme og indvandrerpolitik, samtidig med den fungerer som højspændt underholdning.

Harkamp og Toft Simonsen rammer balancen næsten perfekt. Sjovest for det voksne publikum er de små indlagte kommentarer til alt fra mediernes vinkling og integration.

Som når en tv-station ruller ud for at rapportere direkte fra åstedet, hvor ”to 2.g’ere med en specialdesignet bombe har sprunget deres skole i luften”, og lille charmerende Tariq fortæller til kameraet, at det er en hemmelig familieopskrift, for et eller andet skulle han jo sige.

Eller når Iqbal bliver slæbt over til den overforstående skolepsykolog (Ditte Hansen), der tolker ethvert af farens ord som tegn på misrøgt, og som bekymret spørger Iqbal, der bare forsøger at slippe ud af balladen:Hvordan har hans dag været heavy?

En racist af en dansk vicevært falder derimod i kliché-gryden ligesom Iqbals tante Fatwa, der konstant slynger om sig med fejlciterede danske ordsprog, som ikke er sjove.

Hvad der i den grad er sjovt og løfter familieunderholdningen, er de to skurke, ”Æselmand” og ”Svinet”, spillet formidabelt af Rasmus Bjerg og Andreas Bo. Det lyser ud af dem, hvor meget de nyder deres roller, og deres komiske talent er i en klasse for sig.

De to skurke vil jævne Tivoli med jorden og bygge Nordens største parkeringsplads. De hader stort set alt i verden, i særdeleshed børn. Men Iqbal og Tariqs opskrift på en kraftfuld bombe er lige præcis det, de skal bruge for at få deres plan til at lykkes, og så går jagten ellers rundt i hele Danmark. Fra Blågårdsgade til Kattegatcentret og en campingplads, indtil de til sidst selvfølgelig ender i Tivoli til den store finale.

Iqbal & den hemmelige opskrift er næsten bedre end forlægget, Manu Sareens Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot, da Toft Simonsen har strammet op og tilført en action-præget, filmdramaturgisk ramme, som samler de små historier til en større fortælling.

Iqbal og hans store familie er i centrum, og filmen viser både styrke og svagheder ved det stærke familiebånd. Særligt rammende er skildringen af Iqbal og farens forhold, der får nogle hårde bump på vejen.

Eneste anke er castingen af Iqbal. Hircano Soares ligner slet ikke en Iqbal. I stedet for at give en dreng med indiske træk chancen, har man fundet en charmerende brasilianer til rollen. Det minder om den ”hvidvaskning” af skuespillere, der for tiden er et varmt debatemne i Hollywood, og det skurrer i en ellers gennemført politisk korrekt film.