It del 2

Verdens værste turistby, Derry i delstaten Maine, har endnu engang problemer med forsvundne børn.

27 år er gået, siden de syv børn besejrede den ondskab, som hærgede deres by og tog lille Georgie i den første films forrygende åbningssekvens.

En dræberklovn hærger byen. Den lever af frygt og måden, den får frygten frem, er ved at bortføre børnene og dræbe dem på bestialsk vis.

Også i toeren får vi serveret en bloddryppende ouverture.

Efter at have hygget sig i et omrejsende tivoli bliver parret Adrian og Don overfaldet af en flok homofober, der tæsker Adrian halvt ihjel. De smider ham ud fra en bro og ned i en flod, hvor han dog bliver reddet i land – af klovnen Pennywise!

Den canadiske wünderkind Xavier Dolan brillerer i en udvidet cameo som Adrian, der får fyret en perle af en bemærkning af mod en af overfaldsmændene: ”Meg Ryan ringede. Hun vil have sin paryk tilbage.”

Desværre formår filmen ikke at leve op til den energiske åbning.

Tempoet falder, da vi præsenteres for de voksne udgaver af The Losers’ Club. Mike (Isaiah Mustafa), der som den eneste ikke er flyttet fra Derry, ringer efter de nye forsvindinger rundt til sine venner for at få dem til at komme hjem. Det kunne snildt være gjort i en hurtig montage, eller vi kunne have nøjes med at få vist det første opkald.

I stedet fylder sekvensen alt for meget i en film, der med en overdreven spilletid på næsten tre timer er dræbende langsommelig.

Tanken har selvfølgelig været at give et indblik i de nu voksne menneskers liv, men det bliver ikke til meget mere end lidt kradsen i overfladen. Mest interessant er Beverly (Jessica Chastain), som også i sit voksenliv omgås med voldelige og kontrollerende mænd.

Men det ellers interessante problem løses utroværdigt på to minutter.

Til gengæld bliver der brugt meget tid på en overraskende stor portion scener fra den forrige film. Det drejer sig om flashbacks til personernes ungdom. Nogle af scenerne er et direkte genbrug fra etteren. Andre er nyindspillede, hvor børneskuespillerne er blevet gjort yngre ved hjælp af en horribel foryngelses-CGI. Al tekstur er unaturligt glat og uden noget af den præpubertære charme, som ellers hører til universet.

Computereffekter har altid været en horrorfilms værste fjende. Jo mere unaturligt det ser ud, jo mere distanceret bliver publikum. Vi vil skræmmes og imponeres, ikke konstant trækkes ud af oplevelsen på grund af en animeret kæmpe, der render rundt og smadrer en park.

Mest kuldegysende er It del 2, når Bill Skarsgård som den morderiske klovn får lov til at sidde med sit myrekrybende ansigt og prøver at lokke småbørn til sig.

I filmens uomtvisteligt bedste scene påfører han sig den hvide klovne-makeup for til sidst at køre neglene ned ad ansigtet og rive sig selv til blods. Det er ubehageligt i en sådan grad, at man instinktivt rykker i sædet.

Men uhyggen bliver hurtigt punkteret, når instruktøren Andy Muschietti disker op med en af sine yndlingsindstillinger: en dolly zoom. Kameraet rykker tættere på, mens linsen zoomer ud, og her sker det med en lille ekstra krølle på halen i form af rysten i billedet. Det er desværre bare ikke skræmmende og trækker opmærksomheden fra Bill Skarsgårds ellers glimrende spil.

Endnu en sabotør findes i komponisten Benjamin Wallfisch. Sjældent har underlægningsmusik været så insisterende. Hele tiden bliver det udpenslet, at noget skal til at blive uhyggeligt.

På alle måder er It del 2 blot et fortyndet spejlbillede af den første film.

Selv ikke Stephen King og Peter Bogdanovich i et par skønne gæsteroller og et vrimmel af små horror-referencer kan løfte miseren op på et interessant niveau.

Det er simpelthen svært at engagere sig i en historie, hvor genbrug og larm er hovedingredienserne.