It's Always Sunny in Philadelphia – sæson 11

”Seinfeld på stoffer,” kaldte en anmelder It’s Always Sunny in Philadelphia i seriens fjerde sæson.

Man forstår hvorfor.

Den handler om en vennegruppe, hvis hverdag som ejere af en bar i den østamerikanske by Philadelphia går med mere eller mindre ingenting. Og det på trods af at de alle her i ellevte sæson må være omkring 40 år.

Det eneste, de foretager sig, er at tage stoffer. De leder deres tidligere præsteven i så voldsomt fordærv, at han ender som hjemløs junkie-luder. Eller også opfinder de planer for, hvordan de bedst udnytter andre seksuelt.

Det var også i fjerde sæson, at serien gav Seinfeld baghjul ved at give fuldt los for tosserierne og misantropien.

Det foreløbige højdepunkt i en serie fuld af små og større genialiteter er stadig den sæsons sidste afsnit, The Nightman Cometh. Den søde, men dybt ødelagte mandebaby Charlie shanghajer gruppen til at opføre sin musical i håbet om endelig at vinde sin elskedes hjerte, selv om hun flere gange har afvist ham.

Han er manipulerende og nuttet på samme tid, og den skrøbelighed er både sørgelig og hysterisk sjov.

I et moderne tv-landskab er It’s Always Sunny in Philadelphia allerede et oldfund, og serien er endda lavet efter gammeldags sitcom-opskrift, hvor afsnittene som hovedregel ikke er forbundne.

Hverken Charlie eller vennerne Dennis, Mac, Dee og Frank har udviklet sig det mindste, siden første afsnit løb over skærmen i 2005. De er stadig lige egoistiske, usikre og i nogles tilfælde direkte psykopatiske.

Gudskelov for det.

Selv i ellevte sæson kommer et par af seriens bedste afsnit, som faktisk leger med formen og tager slænget ud af baren.

The Gang Hits the Slopes er en skør og gennemført parodi på 80’ernes fjollede teenagekomedier, hvor gruppen dyster om, hvem der kan være mest pubertær på skiferien.

Turen går også ud af byen i Mac & Dennis Move to the Suburbs, hvor det er gyser-klichéen om forstædernes stille uhygge, der får en omgang med den komiske tættekam.

Seinfeld gik sin sejrsgang på netværks-tv i 1990’erne inden kabel-revolutionen, og den finder derfor sin humor i mere eller mindre familievenlige emner som suppenazister og dobbeltdyp med chips i dipskålen. Til sammenligning gør It’s Always Sunny in Philadelphia fuldt brug af sit hjem på kabel-tv til at lade sine hovedpersoner være dybt forkastelige.

Et standardspørgsmål i serien lyder: ”Hvad er du ude på?” Et andet: ”Hvem skal det gå ud over?”

Hele tiden forsøger ”vennerne” at tage røven på hinanden.

Frank, som er far til Dennis og Dee – og sandsynligvis også Charlie – spilles helt uden forfængelighed af Danny DeVito, der blev føjet til rollelisten i anden sæson for netop at give serien et ekstra skud vanvid. Det har han gjort ved at introducere slænget for sin mærkelige specialitet, en skinke fyldt med rom – og være en voldsomt entusiastisk fortaler for skydevåben.

Andet afsnit i ellevte sæson hedder ganske enkelt Frank Falls Out the Window, og det er lige så dumt, som det lyder. Efter sit fald ud af vinduet tror han, at året er 2006 i stedet for 2016, og det forsøger de andre straks at udnytte ved at franarre ham penge, de allerede har fået én gang.

Det er nok for store ord at kalde serien et studie i grænseoverskridende kunst, der maler menneskets værste sider ud på en skærm af druk og vanvid. Men sådan føles det ikke desto mindre, når man overgiver sig til det beskidte univers, hvor hver dag blot er en ny mulighed for at få sin ven til at se dum ud.

It’s Always Sunny in Philadelphia er blevet den længst kørende live action-komedieserie på amerikansk kabel-tv ved at skide højt og flot på den gode smag.