Jack Reacher

Det amerikanske eventyr med en lone wolf, en lost cause og en damsel in distress er velkendt og tyndslidt. Og i Christopher McQuarries version med Tom Cruise som helt forbliver det eventyrligt: Frygt ikke, skønjomfru, helten skal nok nedlægge dragen. Spørgsmålet er ikke, hvordragen ligger begravet, men om Cruises charme kan bære? 

Jack Reacher bygger på Lee Childs roman One Shot og er effent fortalt. Fem tilsyneladende tilfældige mennesker bliver dræbt af James Barr (Joseph Sikora), en traumatiseret Irak-veteran, der er trænet som snigskytte. Barr når netop at spørge efter Jack Reacher (Cruise), inden han bliver gjort mundlam af en politimyndighed, der har afgjort hans skyld, inden en retssag overhovedet er besluttet. Og hvem er Jack Reacher? 

Jack viser sig at være endnu en snigskytte, der forlod militæret højt dekoreret og nu lever inkognito uden adresse, uden pårørende, endda uden et ekstra sæt tøj og en bil (det sidste højst aparte for en amerikansk helt). Jack kan fortælle, at Barr som soldat begik et massedrab, der blev opklaret, men ikke straffet. 

Den offentlige forsvarer Helen Rodin (Rosamund Pike) beslutter at tage Barrs sag og ansætter Jack som assistent. Hendes modstander er den benhårde offentlige anklager Alex Rodin (Henry Jenkins), der aldrig har tabt en sag. Og som i øvrigt er hendes far. Men er Burr uskyldig, og hvis han er, kan Helen og Jack da finde beviserne? Og betyder det så, at der er en helt tredje snigskytte? 

Jack Reacher er en blanding af helteepos og en post-9/11 who-dunnit, hvor målet helliger midlerne, og Den Gode Amerikaner har et moralsk røntgenblik, der ser gennem løgnene, men ikke kan se bagmanden, før beviserne står skrevet i blod. 

Forskellen på Reacher og gamle helte som Dirty Harry og Rambo er, at Jack har charmen og optimismen i behold. I modsætning til sine forgængere føler Jack sig ikke svigtet af nationen, cheferne eller kvinderne. Han har vendt institutionerne ryggen i selvvalgt pragmatisme. Han ønsker ikke et job. Eller en kæreste. Eller en karriere. Han er hævet over den slags banaliteter. Han er romantiker uden romantik, idealist uden sag, en sentimental helt, der har valgt sine følelser fra. 

Spørgsmålet er, om den smukke anklager Helen kan blødgøre den hårdkogte Jack? Hvorhenne korruptionen tærer i politiet og retsinstanserne? Om bagmanden er mere risikovillig end Jack? Og hvad forskellen egentlig er på Jack og politiet? ”Når jeg efterforskede en forbrydelse i Irak,” siger Jack til lederen af efterforskningen, ”var alle mistænkte uddannede mordere.” Vi forstår, at Jack er i stand til at se sig over skulderen. 

Jack Reacher burde nok have tre stjerner, eftersom her ikke er en eneste plotmæssig overraskelse. Rosamund Pike (Surrogates) er et interessant valg som Helen og veksler overbevisende mellem følsomhed og professionalisme. Men den hoverende nedlæggelse af smådumme småskurke er uappetitlig, ligesom den ekshibitionistiske fremvisning af Cruises hårdtpumpede mellemgulv er anstrengende. Man mistænker Cruise, der er medproducent på filmen, for at have haft lidt for stor indflydelse på sin rolle. I hvert fald savner han den kant og det grå hår, der gjorde hans præstation i Collateral sublim. 

Alligevel fortjener filmen den fjerde stjerne, fordi Cruise trods alt brænder med en insisterende glød, der fanger opmærksomheden og holder filmen ud. Stjerne-karisma, kort sagt. Dertil kommer, at Jack Reacher i sidste ende er et velsmurt Hollywood-produkt, hvor selv en erfaren seer er underholdt af originalt koreograferede biljagter og kampe. Min favorit er en slåskamp i et badekar. Og endelig filmens trumf, den tyske instruktør Werner Herzog, der med spøgelsesagtig diktion giver den som skurk. Jeg spår, at Herzog møder Bond næste gang.