Jacques – en mand af havet

Alle der så tv fra 1960’erne til 80’erne husker hans mange dokumentariske undervandsfilm, gerne sat op med dramatiske undersøgelser af marine og zoologiske forhold og især i 80’erne med en manende pegefinger om at tage bedre vare på havenes tilstand.

Ligesom briten David Attenborough på fjernsynsskærmen tog sig af landlivets dyreliv overalt i verden, var vi med franskmanden Jacques-Yves Cousteau med skibet Calypso på ekspeditioner i havets tavse verden.

Den høje, galante og elegante galler var stolt anfører for sine musketerer med dykkerbriller og iltbeholder i stedet for kårde og kappe, og han blev et ikon for alle raske drenge og piger med mod på undersøisk eventyrlyst.

Men bag franskmandens flamboyante facade med den karakteristiske røde tophue og pilotsolbriller var der både trakasserier og tragedie.

Cousteau havde konstant økonomiske problemer og skænderier med sine sponsorer. Hans ægteskab var drænet tørt og koldt på grund af hans utallige sidespring med yngre og yngre kvinder. I 1979 faldt yndlingssønnen og hans arvtager Philippe ned med sin vandflyver og druknede.

Det er denne ulykke, dette sønnetab, som Jérôme Salles nydelige portrætfilm Jacques – en mand af havet begynder med. Derefter fortælles historien om far og søn og deres stridigheder under og over havet.

Vi følger de unge år i solsmilende Sydfrankrig, den spæde start i 1949, hvor flådekaptajn Cousteau er berømt for opfindelsen af sin Aqua Lung til dykkere og nu lever lykkeligt med kone og to sønner. Han læser op af Jules Vernes klassiker En verdensomsejling under havet, der for ham er en personlig bibel med sig selv som romanens kaptajn Nemo.

Skæbnesvangert giver han sønnen Philippe sine gamle pilotbriller – Cousteau begyndte egentlig sin militærkarriere som pilot. 30 år senere dukker disse briller op, da sønnens lig bliver skyllet op af havet.

Døden tog hans søn netop på det tidspunkt, hvor de to atter var fundet sammen i det fælles naturbeskyttende projekt The Cousteau Society.

Det er denne fader-søn-konflikt, tintet af græsk tragedie, som udgør filmens tematiske energi. Cousteau som en moderne Odysseus ligger allerede i den franske titel L’odyssée. Men Salle vil også gerne have med, hvilken fantastisk (vand)mand, Jacques var, når han med sin brave besætning undersøgte oceanernes dybde og dyreliv.

Så der er mange smukke billeder af frømænd på fotosafari efter alt, der svømmer under vandoverfladen, med bobler som kølvand. Et af de få dramatiske øjeblikke i filmen er, da Philippe er ved at blive ædt af hajer og reddes af sine meddykkere.

Men det er alligevel som om instruktøren har sat sig skævt mellem to dykkerklokker.

På den ene side det store slægtsdrama med opgør og utroskab. På den anden side en skildring af Jacques Cousteaus karriere som karismatisk udforsker af det våde kontinent.

Det dramatiske bliver aldrig for alvor dramatisk, fordi vi ikke lærer at kende karaktererne som andet end aktanter på en besætning, der filmer på de syv verdenshave. Det er da tempereret spændende fortalt, hvorledes Cousteau lefler for sine sponsorer, fra franske olieselskaber til amerikanske tv-selskaber, samtidig med at han drejer sine fascinerende film og sågar trodser Antarktis’ storme og isbjerge.

Men vi har ligesom været der før. Sammen med Cousteau selv og tusinder af svømmende dyrearter, fra småfisk og hajer til delfiner og hvaler.

Altid seværdige Lambert Wilson giver en stovt præstation som Cousteau. Pierre Niney, den enigmatiske franskmand i Frantz, spiller Philippe voksent og følsomt. Bedst og mest rørende er den kønt modne Audrey Tautou som den bedragne og alkoholiserede hustru Simone.