Janis: Little Girl Blue

Hvor mange nye oplysninger skal der til om et meget omtalt emne, før filmrullen skal køre? Retfærdiggør en mere fuldkommen biografi et stort dokumentarværk?

De spørgsmål sniger sig ind, når man ser Janis: Little Girl Blue, der er solidt håndværk, men som ikke byder på meget nyt, hvis man kender sangerindens historie og har set den fremragende dokumentar Janis fra 1974, der viser hendes henrivende charme gennem talk show-interviews og koncertoptagelser.

Den store forskel på den gamle milepæl og Janis: Little Girl Blue er, at den nye film giver en mere komplet, struktureret biografi og et mere bearbejdet billede af rocksangerinden. Vi lærer hende at kende gennem nye interviews med familie, bandmedlemmer og kendte såvel som ukendte breve læst op af sangerinden Chan Marshall alias Cat Power.

Janis er ung og på forsiden af den lokale egnsavis i Texas. Kåret til sit gymnasiums grimmeste dreng til den årlige afstemning. Hun er grædefærdig og udvikler en ydre skal på sit følsomme kunstner-jeg.

Hun bliver mobbet, og det fortsætter, da hun begynder at synge og optræde i Austin. Men så opdager hun San Francisco, byen for alverdens freaks, byen for udsyret blues. Og meget snart bliver det mainstream at være syrehoved. 60’erne er begyndt, og Janis en letglødende stjerne, der snart skal stråle hele vejen over Atlanten.

Historien om Janis Joplin (1943-1970) er den brogede version af den grimme ælling, og det tragiske eventyr tager ikke skade af at blive genfortalt. Der er også planlagt en biopic, Get It While You Can, med Amy Adams i hovedrollen.

At genoplive Janis er i sig selv et raison d’etre. Det kan give nye fans til hendes dragende musik og vilde sceneoptrædener. Vigtigt er det også, at filmen sætter spørgsmålstegn ved årsagen til hendes stofmisbrug.

Hun tog ikke stoffer, fordi hun var deprimeret, men fordi hun var glad. Deprimeret var hun til gengæld, når fyrene i hendes band gik hjem med de lækre tøser om natten, mens hun ofte sad alene tilbage på hotelværelser.

”Masser af succes, men om natten når lyset brænder ud, er du ene, åh så ene,” kan man næsten høre Gasolin’-forsanger Kim Larsen synge.

Filmen er blevet sammenlignet med Asif Kapadias dokumentar om Amy Winehouse, og selv om de to klub 27-darlings har meget til fælles, er Amy på et filmkunstnerisk og journalistisk helt andet niveau.

Amy river op i en sag, fletter sagen i mange stykker og efterlader spørgsmål, tanker og en ny opfattelse af popstjernens liv og død.

Det kan Janis ikke. Tidligere bandmedlemmer af Big Brother and the Holding Company fortæller om Janis’ ind- og udgang af bandet. Janis’ søster fortæller om familieforholdene, og ekskærester fortæller om Janis hang til amfetamin og senere hendes dødsprojektil heroin.

Den viden eksisterer allerede derude, så hvorfor ikke have større ambitioner? Er der ikke mere at bore i?

Manageren siges at være medskyldig i Janis’ forsvinden fra Big Brother-bandet, han aldrig kunne lide. To af bandmedlemmerne tog med Janis til hendes nye band Kozmic Blues Band. Der må være nogle ufortalte knaster dér. Og hvorfor var der ingen, som stoppede Janis’ misbrug undervejs? Hvorfor lod ekskærester og venner hende i stikken?

Filmen skal have ros for at tegne et godt billede af 60’ernes frie tanker, frie sexliv og frie tilgang til stoffer. Og at opleve tidsånden så direkte og fordomsfrit kan ikke undgå at sætte vor egen tid i relief: de konforme, glatbarberede 00’ere og de puritanske, stræbsomme 10’ere, som man får lyst til at give et los i røven.

Kunne filmen være kommet dybere i gravearbejdet? Svaret er måske bare, at mange er døde og meget glemt. Vi må nøjes med en værdig genopfriskning, og det gør vi gerne.