Japanske fortællinger

Gennem et originalt miks af kvindeligt begær, filosofi og kammerspil tager instruktøren Ryusuke Hamaguchi os med til et hjørne af japansk film, vi ikke ser så ofte.

Det er et sted, hvor spektakulære sammentræf, magtspil, rollespil og dobbeltspil bliver brugt til at afsøge kærlighedens muligheder.

Men tonefaldet er nedtonet og usentimentalt, så det passer til den ret undselige middelklasse, hvor det hele foregår.

Alt det gør Japanske fortællinger, der modtog Berlin-Den festivalens andenpræmie, Sølvbjørnen, til en herligt uforudsigelig oplevelse, som dog godt måtte have gravet lidt dybere i sit stof.

I filmens første del lytter modellen Meiko, der er midt i 20’erne, til sin venindes beretning om en første date. Romancen har alle chancer for at vokse. Han er flot, sjov, følsom, lyttende og ikke anmassende efter et smertefuldt tidligere forhold.

Meiko bliver inspireret, vinker farvel til veninden, vender taxaen og buser ind hos sin egen ekskæreste en sen aftentime på kontoret. Nu skal der ryddes op i hendes liv!

Filmens midterdel handler om Nao, der er outsideren på sit humaniora-studie, fordi hun allerede er over 30, gift og har et barn. Hun har også en rent kødelig affære med en yngre medstuderende, som har et horn i siden på en lærer.

Nao bliver overtalt til at bruge sit smukke ydre og sin charme til at få underviseren i fedtefadet – en god gammeldags honningkrukke i et universitetsmiljø, hvor ”åbne døre” er blevet en nødvendighed.

Til slut møder vi pebermøen Moka, der i sine 40’ere stadig drømmer om ungdommens første kærlighed – en anden kvinde. En dag foran banegården i Sendai mødes de to pludselig. Kan de mon udfylde tomrummet i hinandens liv?

De tre fortællinger serveres separat under kapiteloverskrifter.

Det siger en del om Hamaguchis egensindighed, for antologi-film har notorisk svære kår. Tanken var oprindelig en maratonfilm i syv kapitler.

Tidligere har Hamaguchi lavet den fem timer lange ensemblefilm Happy Hour, og i 2018 debuterede han i hovedkonkurrencen i Cannes med Asako I & II, en mystisk historie om en kvinde, hvis forsvundne kærlighed dukker op som opofrende dobbeltgænger.

Temaer går igen: Tilfældets gunst og ugunst. Tiden, der kun læger visse sår. Menneskedyr med ordinære liv og en psykologi, der ofte er på kanten til det maniske.

Sex og magt, men uden skyggen af offergørelse af kvinder.

Alligevel er det mest karakteristiske ved Hamaguchi nok hans greb om dialogerne, der bobler lifligt et sted mellem realisme og analyse.

Personerne ser virkelig hinanden.

”Du er i stand til at tænke og agere uden at være begrænset af almen fornuft. Det er meget sjældent, særligt her i Japan. Når nogen prøver at måle dig med samfundets lineal, skal du kæmpe imod,” siger underviseren til Nao.

Disse replikker kalder på gestik og patos, men de serveres anti-teatralsk og behersket i et lyddesign, en belysning og en scenografi, der minder om en filmkulisse, hvor teknikerne er gået hjem.

Det er ment som en ros, for gennem det uindpakkede og nøgne nærmer vi os noget menneskeligt og sårbart.

Samme kvalitet finder vi hos sydkoreanske Hong Sang-soo og i den bedste amerikanske mumblecore – som hos Andrew Bujalski, Lynn Shelton og Noah Baumbach.

Tilbageholdenheden er en kardinaldyd for Ryusuke Hamaguchi, men menneskene og deres særheder ville godt kunne bære, at man fik andet end en fornemmelse af deres potentiale.

Der er også nogle underlige sidespor som en verdensomspændende computervirus, som ikke forløses.

Japanske fortællinger er Hamaguchis stærkeste værk hidtil, men jeg sidder med følelsen af, at han kan blive endnu bedre. Og hvis man skal tro beretningerne fra årets Cannes-festival, tager han allerede et stort skridt med sin sorgbearbejdende, næsten tre timer lange Murakami-filmatisering Drive My Car, som blev belønnet med festivalens pris for bedste manuskript.