Jason Bourne

Robert Ludlums klassiske spionroman The Bourne Identity (1980) blev første gang filmatiseret i 1988 som en tv-serie med Richard Chamberlain. Men det var med Doug Limans muskuløse filmversion fra 2002, at grunden for alvor blev lagt til den vigtigste nyere amerikanske agent-franchise ved siden af Mission: Impossible.

Tre Bourne-film blev det i første omgang til med Matt Damon i titelrollen. Derefter kom The Bourne Legacy (2012), en spin-off uden Damon og Bourne. En sequel er på vej.

Nu er Damon tilbage, og med sig har han den britiske instruktør Paul Greengrass, der med The Bourne Supremacy og The Bourne Ultimatum lavede to stilsættende nyklassikere båret af rastløst kameraarbejde og klipning, overvågningsparanoia og solid, fåmælt karisma fra Matt Damon.

Den nye film starter noget tungt med klassisk spionfilm-globetrotteri – fra CIA-hovedkvarteret i USA til en hacker-fabrik i Island til en lejlighed i Paris til en slags fight club i Grækenland, hvor en samvittighedsplaget Jason Bourne ernærer sig som masochistisk fribokser.

De første 40 minutter af filmen er selvhøjtidelige, rodede og ikke særligt spændende.

Matt Damons Bourne lider, hans gamle kollega Nicky (Julia Stiles) hacker løs, CIA-chefen (Tommy Lee Jones) er brysk og knortet, den unge CIA-agent Heather (Alicia Vikander) er smuk og ambitiøs, mens Vincent Cassel er brutal som filmens skurk.

Det er meget alvorligt. Alle taler det dér Hollywood-agtigt hemmelige agent-sprog, som ingen vist taler i virkeligheden.

Bourne ønsker at finde ud af, hvem der slog hans far ihjel. CIA ønsker at få fat på Bourne. Vincent Cassels lejemorder ønsker at dræbe ham. En Mark Zuckerberg-agtig social media-guru truer med at afsløre sit samarbejde med CIA og kommer derved i livsfare. Plottet er simpelt og kompliceret på samme tid.

Ligesom de foregående film rummer Jason Bourne en række velkoreograferede og elementært spændende action-sekvenser. Desværre er den første store actionscene i den nye film et kedsommeligt og langt rodsammen, hvor Bourne ræser på motorcykel rundt i Athens gader midt under en kaotisk demonstration. Greengrass og hans fotograf Barry Ackroyd (som også er Ken Loach’ faste fotograf) forvilder sig ud i et vildnis af spastiske panoreringer, zooms og hektisk krydsklipning.

Filmen lider under Greengrass’ hyperaktive stil, der er blevet så fragmenteret, at der ofte mangler det afgørende rumlige overblik. Han nærmer sig salig Tony Scott i forvandlingen af actiongenren til næsten abstrakte lyd- og billedkollager.

På den anden side passer stilen godt til filmens temaer.

Hvor de tre første film tog udgangspunkt i Robert Ludlums romantrilogi, er denne skrevet af Greengrass og hans klipper, Christopher Rouse. Jason Bourne har ikke Ludlums stramme agentplot, men synes bygget op omkring en lang liste af tidens hashtags. Her er finanskrise-demonstrationer, hacking, CIA-kontrol, sociale medier som masseovervågning, generationsopgør og daddy issues, hævn og modhævn, ambitiøse kvinder i en brutal mandeverden etc.

Filmen bliver bedre, som den skrider frem. Bedst er det sidste set piece – et planlagt snigmord i Las Vegas, der udvikler sig til en herligt destruktiv biljagt, som vil gøre Fast & Furious-skaberne misundelige.

Det er godt at se Matt Damon som Bourne igen. Han er blevet ældre, og det klæder karakteren. Smerten ved de onde ting, han har begået, står tegnet i ansigtet.

Desværre levner Greengrass’ stilistiske badutspring ikke megen plads til persontegningen eller Bournes motivationer. Har man ikke set de tre første film, må man nøjes med et klodset flashback til et møde mellem unge Bourne og hans far, som kort efter bliver dræbt. Midaldrende dreng vil hævne far. Dybere er psykologien ikke.