Jeffrey Epstein: Filthy Rich

En kynisk konstatering: Dokumentarer om svinerige serievoldtægtsmænd er trendy!

Sidste år var Sexanklagerne mod R. Kelly og Leaving Neverland (om popstjernen Michael Jackson) blandt de mest sete og omtalte dokumentarer, og nu er tiden kommet til den måske mest uhyggelige af de overgrebsmænd, der har mistet deres omdømme i kølvandet på #MeToo-bevægelsen.

For selv om Jeffrey Epstein – den mystiske finansmand med sin egen, private voldtægts-ø og livvagt ved navn Igor – ikke var international popstjerne, så var han pennevenner med både Donald Trump og Bill Clinton.

Hans enorme sex-ring med mindreårige piger sætter den amerikanske elite i et ganske klamt lys.

Når jeg siger, at disse dokumentarer er trendy, er det sådan set ikke dårligt. Både Michael Jackson-filmen og den om R. Kelly var ganske banebrydende ved at lade ofrene bære historien i stedet for at gøre gerningsmanden til hovedperson.

Den nye dokumentarserie har på samme måde ofrene i fokus, og deres fortællinger er lige så skræmmende, som deres sammenhold er rørende.

Men hvor filmene om R. Kelly og Michael Jackson bidrog med hårdtslående oplysninger og indsigt, har Jeffrey Epstein: Filthy Rich ikke det store at tilføje en sag, der var i de internationale mediers søgelys for ikke særligt længe siden.

Derfor kommer Netflix-dokumentarserien til at virke som en forhastet affære, der hopper med på den sensationelle bølge. Ganske forståeligt har holdet ikke kunnet nå at trænge til bunds i sagen, der er så indviklet, at politiet stadig ikke er helt sikker på, hvordan Epstein tjente sine millioner.

Idéen bag serien er ellers begavet nok.

Ofrenes traumatiske oplevelser som rejsende sexslaver sættes over for den ugennemsigtige magt, som arrogante Epstein bruger til at undslippe anklager, der ville have sendt et hvilket som helst andet menneske i fængsel på livstid.

Jeffrey Epstein: Filthy Rich er i bund og grund en kritik af den økonomiske elite og dens ekstreme magt, men serien formår aldrig at udpege historiens egentlige skurk.

Vreden rettes ganske forståeligt mod Epstein det meste af tiden, men samtidig beskrives han som ”en meget lille brik i et internationalt spindelvæv”.

Hvem er så skurken? Er det en anden, større edderkop, vi ikke kender endnu? Er det samfundet, som tillader uhyrlighederne?

Det får vi ikke svaret på, og man efterlades derfor med en diffus og ganske frustrerende afmagtsfølelse.

Serien anklager aldrig direkte Bill Clinton eller Donald Trump, og kun Epsteins advokat, Alan Dershowitz, stiller op og forsvarer sig imod anklager om, at han skulle have benyttet Epsteins netværk af mindreårige sexslaver.

I stedet vises der hyppigt billeder af Epstein, hvor han står tæt på magtfulde mænd, uden at konteksten er tydelig. Anklagerne om mændenes rolle i sagen hænger løst i luften, og det må siges at være en farlig brug af mediets magt.

Selv om Jeffrey Epsteins selvmord i et underbemandet fængsel var sagens store mysterium sidste år, holder serien sig smagfuldt fra at spilde meget tid på det. Men også væsentlige elementer i historien bliver forbigået.

Eksempelvis er Epsteins mangeårige kæreste, Ghislaine Maxwell, som var med til at rekruttere hans ”massører”, underligt fraværende i seriens sidste afsnit. Er hun selv et af sagens største ofre, eller er hun lige så forskruet og skyldig som Epstein selv?

For uindviede kan Jeffrey Epstein: Filthy Rich fungere som en indføring i den komplekse sag, der strækker sig over 30 år og involverer mange ofre. Men optrevlingen af det påståede netværk har vi fortsat til gode.