Jersey Boys

Clint Eastwood holder den højreorienterede fane højt i Hollywoods venstreorienterede hvepserede. Hans nyeste film er baseret på noget så upolitisk som en musical. Men den er også en iværksætterfortælling om fire nobodies, der med talent og hårdt (om end lyssky) arbejde bliver noget ved musikken. Enhver republikaners vådeste, amerikanske drøm.

Jersey Boys blev et kæmpe Broadway-hit ved premieren i 2005. Det er den sande historie om fire lømler fra mafiamiljøet, der blev til en af 60’ernes største popgrupper, The Four Seasons.

Musicalen lever på højt humør, højt tempo og forsanger Frankie Vallis høje fistelstemme på slagere som Big Girls Don’t Cry, Walk Like a Man og Bye Bye Baby.

I filmversionen skruer Eastwood op for det alvorligere, menneskelige drama bag succesen. Men samklangen mellem musical og melodrama føles forceret og skinger – og ikke på den fede Frankie Valli-måde.

De fire knægte vokser op i de lurvede, men velfotograferede mean streets i 50’ernes New Jersey. Her hersker den lokale mafioso – en småhyggelig Christopher Walken med vanlig sans for selvparodi. Alle beboere er i hans lomme, ikke mindst unge Tommy DeVito, der er guitarist, tyv og ballademager ekstraordinaire.

Der er kun tre veje ud af kvarteret, forklarer han. Man kan blive soldat, kriminel eller berømt. Bandet vælger to ud af tre.

DeVito og Valli mødes under et mislykket, men morsomt forsøg på at stjæle et pengeskab. Men snart opdager DeVito, at den introverte fløs kan synge. Sammen med den lettere anonyme bassist Nick Massi (der omtaler sig selv som gruppens Ringo) spiller de trusserne af damerne på den lokale natklub.

Længere kommer de ikke, før en vis ung Joe Pesci (ja, den Joe Pesci!) introducerer dem for en lovende sangskriver ved navn Bob Gaudio.

Vallis vokal er som skabt til Gaudios bløde poplyd. Men DeVito føler sig truet af det nye, dengsede talent og vil ikke have ham med i gruppen. Gaudio tøver også. Han er bekymret over bandets kriminelle løbebane.

Men guldfuglen Valli trumfer samarbejdet igennem – og det bliver begyndelsen på en himmelstormende karriere, delvist finansieret af mafiapenge. Men også begyndelsen på de stridigheder, der til sidst sprænger bandet indefra.

Clint Eastwood tyer til et besynderligt kneb fra musicalen – eller måske er han inspireret af sin egen notoriske stole-tale fra 2012, hvor han diskuterede fædrelandets frelse med en usynlig Barack Obama?

I hvert fald vender bandmedlemmerne sig på skift mod kameraet og taler ud til publikum, som vi kender det fra House of Cards. En vovet idé, der desværre mest bruges som lap- peløsning, når der mangler en logisk overgang mellem scenerne.

Marshall Brickman og Rick Elice, forfatter-duoen bag både musical og film, har svært ved at omstille sig fra scene til lærred. Da The Four Seasons endelig slår igennem, får vi serveret tre hits i en ti minutter lang musikmontage. Imens går historien praktisk talt i stå.

Tre af hovedrollerne spilles af gengangere fra musicalen, og det gør de ganske sømløst. Især den eminente, Tony-vindende Frank Lloyd Young, som muligvis er den eneste mand i verden, der matcher Frankie Vallis vokal. Og ja, sangene har stadig tåvippende hitpotentiale her cirka 50 år senere.

84-årige Eastwood vil lave en let, dansabel film. Men han har svært ved at finde rytmen i det kække manuskript. Han rammer heller ikke den emotionelle tyngde, der beriger hans skæbnedramaer som Million Dollar Baby og Gran Torino.

I stedet kæmper han sig igennem en cirka tyve minutter for lang, gumpetung polka mellem Goodfellas og Sidste vilde nat med kliken. Og da hele castet tvinges ud i et umotiveret danse-nummer under rulleteksterne, vil man ærlig talt hellere se instruktøren holde tale til en tom stol.