Jessica Jones

Tidligere på året blev Daredevil en af de helt store positive overraskelser på tv-fronten, og nu forsøger Marvel og Netflix sig med endnu en menneskelig superhelt i Jessica Jones.

Nøgleordet er ”menneskelig”, for der er ikke meget superhelt over titelkarakteren Jessica Jones. Ganske vist er hun stærk nok til at løfte biler og rive kædelåse over med de bare næver, mens hun ubesværet springer tre etager op i luften. Det gør hun bare brug af så lidt som muligt.

I stedet lever Jessica som klassisk noir-detektiv i bedste Philip Marlowe-stil: Hun arbejder bedst om natten, hvor hun bevæger sig omkring i et skyggefuldt New York og drukner sine sorger i den nærmeste kiosks billigste whisky.

Med noir-tematikken følger også flotte, mørke billeder og selvfølgelig den obligatoriske voice-over, der hele tiden grænser til at blive overfortællende.

”I mit arbejde skal man vide, hvornår man skal gå sin vej – men nogle sager tillader det ikke,” lyder den lidt for selvhøjtidelig monolog. Heldigvis bliver enetalerne hurtigt erstattet af mere naturlig dialog, hvor Jessicas rapkæftede sarkasme kommer til sin ret.

Eksempelvis når advokaten Jeri Hogarth (Carrie-Anne Moss), som Jessica af og til tager sager for, fortæller hende, at hun virker paranoid.

”Det siger alle, det er som en sammensværgelse,” er hendes morsomme respons, og små guldkorn som det flyder i en lind strøm gennem serien.

Humoren til trods er Jessica Jones en mørk, psykologisk thriller. Jessica er en arret sjæl, der kæmper med traumer i både sin nære og fjerne fortid. De bliver langsomt afsløret gennem hendes forhold til sin nemesis, Kilgrave.

Han spilles af formidable David Tennant (Doctor Who), som med sin rolige fremtoning bliver imposant og direkte skræmmende. Mens Jessica ikke gør voldsomt meget brug af sine superkræfter, udnytter han sine hele tiden: Han kan kontrollere folks tanker og få dem til at gøre hvad som helst.

Derfor tager Jessica kampen op mod ham, men havde man forventet slagkraftig superhelteaction og velkoreograferede kampscener a la Daredevil, bliver man svært skuffet. Det er tydeligt, at serieskaber Melissa Rosenberg og hendes hold ikke har haft fysiske slagsmål som fokuspunkt.

Faktisk ser de få slåskampe en smule fjollede ud, fordi Jessica mest slås med helt almindelige borgere, som er under Kilgraves indflydelse. Dem har hun selvsagt ikke de store problemer med.

Til gengæld er Jessica Jones andre steder langt bedre end Daredevil. Det er i sig selv spændende at se et kvindedomineret superhelteunivers, der ikke bare byder på stærke, men også komplekse figurer.

Foruden Jessica er det især hendes bedste, men fremmedgjorte veninde Trish Walker (Rachael Taylor), en tidligere børnestjerne og nuværende populær radiovært. Trods at hun ligner en klassisk pæn pige, får Taylor givet rollen noget kant, som når hun tager styringen i soveværelset.

Også Jessicas lagengymnastik ville give den pæne Daredevil røde kinder. I den forbindelse møder vi endnu en med særlige kræfter, Jessicas sengepartner Luke Cage (Mike Colter), som er usårlig så langt han selv har turdet teste. Han er i øvrigt den næste, som får sin egen Netflix-serie, indtil de alle mødes i en samlet serie.

I mellemtiden er Jessica Jones endnu en stærk tilføjelse til Marvels filmiske univers, som der naturligvis også henvises til hen ad vejen, både mere og mindre elegant. Det kræver selvfølgelig lidt kendskab til den verden, men de fleste vil nok fange Hulk og Thor-referencerne, når Jessica snakker om ”ham den grønne og gutten med hammeren”. 

Jessica Jones er en feministisk helt. Ikke fordi hun har superkræfter, men fordi hun med sin intellekt tager kampen op mod Kilgrave, som prøver at gøre hende til genstand for sit mandlige blik. Det kunne resultere i stiv kønskamp, men bliver i stedet en medrivende fortælling om kvindelig frigørelse.