Jigsaw

Den første scene i Jigsaw er helt anderledes end resten i Saw-filmserien: en biljagt til lyden af et heftigt technosoundtrack.

Men et par minutter senere klippes der til et skummelt rum med fem personer i lænker og metalspande over hovedet. Skrigene begynder, savklingerne hyler, og seriemorderen Jigsaw (Tobin Bell) annoncerer: ”Jeg vil spille et spil.”

Intet har ændret sig.

Også den nye film byder på makabre Grand Guignol-scenarier, der tester personernes overlevelsesvilje gennem pinefulde torturlege.

Da James Wans Saw havde premiere i 2004, blev den et fænomen og startede en hel genre af torturgysere.

Syv år i træk havde en ny film i serien premiere op til Halloween, og alle film havde den samme handling. Selv da den originale Jigsaw afgik ved døden i Saw III, stod en ny discipel klar til at overtage hans plads og torturere ofre med stadig mere ekstreme dødsfælder.

Nu syv år efter den seneste Saw-film har Lionsgate markedsført Jigsaw som et reboot af franchisen. Men filmen føles i langt højere grad som en gentagelse af en filmserie, der nåede sit logiske slutpunkt i 2010 med den miserable Saw 3D: The Final Chapter.

Jigsaw ligner også, at den er lavet i 2011. Et vigtigt handlingselement involverer en Jigsaw-fanhjemmeside, men i en tid, hvor al kommunikation på internettet sker gennem sociale medier, virker det anakronistisk.

Efterhånden som Jigsaws fem fanger bliver parteret, opløst og skudt i hans mange fælder, dukker deres lig op rundt i byen som ledetråde til politiet. I kamp med tiden prøver politidetektiven Halloran og retsmedicinerne Eleanor og Logan at finde ud af, hvem der er den nye Jigsaw-morder.

Men torturscenerne og efterforskningen kædes aldrig sammen på en tilfredsstillende måde. Efterforskningen virker mest som nødvendigt fyld, så filmen lige nøjagtigt kan snige sig op på en spillefilmlængde, det vil sige halvanden time.

Manuskriptforfatterne Pete Goldfinger og Josh Stolberg står bag skodfilm som Sorority Row og Piranha 3DD, så det er ingen overraskelse, at handlingen slæber sig af sted, og dialogerne er gumpetunge.

Men selv hvis man bare vil se nye fælder, er Jigsaw en tyndslidt affære.

Som altid indeholder fælderne et ironisk twist, som spiller på hver af deltagernes syndige fortid og må gennemføres med livet som indsats.

De fleste af fælderne er dog alt for åndssvage til at fungere som moralske lærestreger.

En tidligere tasketyv skal ud af tre mulige vælge den rigtige kanyle, som indeholder en modgift til den, der har inficeret hendes krop. De to andre kanyler indeholder henholdsvis syre og saltvand, og hendes eneste ledetråd er en række tal på hver kanyle, som har noget med hendes fortid som tasketyv at gøre. Imens bliver samtlige af deltagerne hængt op fra loftet.

De fortænkte fælder er paradoksale, idet Jigsaw selv siger, at de bedste lege er simple. Gid, instruktørerne Michael og Peter Spierig havde fulgt den regel!

Kun en fælde, der involveret to deltagere og et haglgevær med én patron, har et interessant udfald.

Filmen har også en underligt bidsk indstilling over for Saw-fans.

”Tænder du på det lort?” siger detektiven Halloran anklagende til retsmedicineren Eleanor under en obducering af et af Jigsaws ofre. Hun er en fan af Jigsaws fælder, og filmen prøver tydeligvis at kommentere på biografgængernes fascination af torture porn-film.

Generelt bør termen ”torture porn”, som Saw-serien ofte beskrives, undgås. Det er en doven beskrivelse af en genre af film, som kan langt mere end blot at give publikum en blodig rus.

Mennesket har altid haft en lyst til at bryde med tabuer, og det er præcist, hvad de bedste ”torturfilm” gør gennem deres eksplicitte fremvisning af smerte og terror.

Men Jigsaw er ikke grænseoverskridende. Den koger bare spekulativt suppe på en serie, der for længst har passeret udløbsdatoen.