Joe

Findes der nogen nulevende amerikansk instruktør, hvis filmografi minder om en personlighedsspaltning i samme grad som David Gordon Greens?

Fra den billedskønne debut George Washington fra 2000 via All the Real Girls, Undertow og op til Snow Angels fremstod han som en lyrisk Terrence Malick-discipel, der samtidig bød på nutidig, beskidt landsby-realisme med flair for amatørskuespillere og pulsen i ungdommens subkulturer a la Harmony Korine.

Og så, som da Bob Dylan begyndte at spille elektrisk, blev Green helt og aldeles mainstream med skraldede stener-komedier som Your Highness og The Sitter og den på en gang indtagende og bøvede Pineapple Express.

Men sidste års Prince Avalanche føltes som en liflig tilbagevenden til Greens gamle lavbudget-form. Her er han på hjemmebane med historien om traumatiserede tabere, som med nød og næppe overlever tilværelsen på bøhlandet.

Joe er smukt modelleret over samme tema. Derudover er det Greens bedste film i årevis – og det samme kan man sige om hovedrolleindehaver Nicolas Cage. Joe er en tiltrængt påmindelse om, at når den mærkværdige, iltre skuespiller holdes i snor af den helt rigtige instruktør, viser han sig som et fænomenalt talent.

Cage spiller titelpersonen, et komplekst og fascinerende miks af vold og ømhed, fladpandet vrede og visdom på samme tid. Med en fængselsdom i bæltet arbejder Joe nu som lederen af en gruppe skovarbejdere i Texas’ landregion.

Gruppen forgifter træer i smug, så et selskab kan profitere ved at fælde dem. Hans ansatte, som næsten alle er afroamerikanere, respekterer ham som en hård, men fair chef. Men i fritiden dyrker Joe sin mørke side med ludere, hård druk og håndgemæng på den lokale pub.

Da unge Gary (Tye Sheridan, der imponerede i Malicks The Tree of Life som Brad Pitts mellemste søn) dukker op i landsbyen og leder efter arbejde, fascineres Joe straks af den frygtløse teenager – måske ser han noget af sig selv i drengen. Gary gengælder de varme følelser ved at arbejde for Joe så hårdt som en granvoksen mand.

Men snart melder hans ondskabsfulde og voldelige far sig på banen. Faren er en ravende misbruger af alkohol og folks tillid, navnlig sin egen families. Snart udvikles et emotionelt tovtrækkeri mellem Gary og hans to faderfigurer, som har mere til fælles, end de vil indrømme.

Med Gary Hawkins’ manuskript, som er baseret på en roman af Larry Brown, rammer David Gordon Green klokkerent atmosfæren i Sydstaternes kvælende, økonomisk trængte lilleputbyer, hvor alle kender hinanden alt for godt.

Somme tider lyder dialogen mere improviseret end nedskrevet. Amatørskuespillerne slapper helt af i samspillet med de professionelle på samme slangede måde som i George Washington. Selv personer med engelsk som modersmål vil have svært ved at forstå accenterne, og danskere skal prise sig lykkelige for underteksterne.

Under filmens naturlige spontanitet er temaer og motiver vævet sammen med håndværksmæssig tæft. For eksempel tjener filmens hunde både som vigtige spillere i historien og symboler på de to mænds animalske natur. Køterne såvel som de menneskeaber, som ejer dem, er avlet til skånselsløshed. Arv og miljø tager en nævekamp på historiens slagscene, og blodet flyder i litervis.

David Gordon Greens næste film bliver dramaet Manglehorn, som også er en fortælling fra det dybe Texas, hvor endnu en ekskriminel kæmper for at blive en hæderlig medborger. Denne gang tæller castet Al Pacino, Holly Hunter og Harmony Korine. Oven på Joe må man sandelig håbe, at instruktøren udvirker samme alkymistiske mirakel med Pacino, som han her har formået med Nicolas Cage.