John Wick: Chapter 4

Hvis der er noget, der kan spolere fornøjelsen ved et rigtigt godt actionbrag, er det for meget plot. Det ved skaberne bag fjerde kapitel i John Wick-sagaen heldigvis godt.

Hvis man gider dykke ned i det, indeholder filmen en handling om en hotelkæde og dens komplicerede reglement. Men i virkeligheden er der kun én ting, man behøver at forstå for at følge med:

Allevil dræbe John Wick, men ingenkan.

I det hæsblæsende univers er det sjældent titelpersonen, vi har ondt af, men derimod de stakkels lejemordere, der bliver sendt efter ham. Efterhånden ved både vi og morderne nemlig godt, at det er lig med en dødsdom at gå imod ”Baba Yaga”, som han kaldes – en henvisning til en overnaturlig bøhmand.

Det er faktisk helt trist, da vi møder den blinde dræber Caine (Donnie Yen), som bliver sendt efter John i starten af John Wick: Chapter 4. Han ved udmærket, hvilken skæbne han går i møde, men må alligevel tage opgaven for at beskytte sin datter.

Caine er en genial figur.

Med sin blindestok – som selvfølgelig indeholder et sværd – føler og lytter han sig frem til sine fjender.

Hongkong-skuespilleren Donnie Yen og instruktør Chad Stahelski – der er tidligere stuntkoordinator – lykkes med at sørge for, at Caines kampe ikke kun er fantastisk komiske, men også medrivende, fordi de trods alt er nogenlunde jordbundne.

Det fantastiske ved Wick-filmene og særligt fjerde kapitel er, at alle virkemidler er fokuseret på at gøre de lange kampsekvenser så overrumplende som overhovedet muligt. Fra det bastunge lyddesign over den asiatisk inspirerede kameraføring til det mere og mere mytologiske univers, hvor vold er alt.

Man får indtryk af, at der slet ikke findes civile i John Wicks verden. Alle er enten lejemordere eller del af en industri, som lever af at servicere lejemordere.

I de første film var hunde de eneste decideret uskyldige, men i John Wick: Chapter 4 bliver John minsandten også forfulgt af en lejemorder-vovse!

Det er herligt ikke at skulle bekymre sig om collateral damage, når Wick og hans forfølgere fyrer uendelige skudsalver af på en berlinsk natklub eller smadrer biler ind i hinanden ved Triumfbuens rundkørsel i Paris.

Alt, der potentielt kunne komme i vejen for voldseuforien, er skåret væk.

I praksis består filmen af tre cirka 40 minutter lange action-sekvenser med små pauser imellem, og det er utroligt, at det aldrig bliver kedeligt. Men der er brug for en biografs buldrende lydanlæg for at gøre filmen ære.

Ofte føles kampene som en realisering af den fantastiske følelse, når man klarer sig godt i et voldeligt computerspil.

Den groteske fornøjelse ved endelig at ramme sin pansrede fjende i det bløde punkt på hovedet eller dræbe ham på så kreativt hæslig vis, at man ikke kan holde sin morbide latter tilbage.

Men intet af det ville fungere, hvis ikke det var for Keanu Reeves.

Siden Matrix har det været hævet over enhver tvivl, at han er en fremragende actionstjerne. Og i John Wick: Chapter 4 formår skuespilleren endnu engang at udføre den komplekse koreografi til perfektion, uden at det på noget tidspunkt ser let ud at bekæmpe fjender i hobetal.

Dog har Reeves aldrig været kendt for nuanceret, velafstemt dialogskuespil. Derfor er det forfriskende, at han har droppet at levere sine meget få og korte replikker med den mindste naturlighed.

I stedet siger han alt fra det mindste ”yeah” med en opgivende, aggressiv stønnen, der er lige så fjollet, som den er ikonisk.

For John Wick er ikke naturlig. Han er et væsen, der kan dræbe op til flere lakajer med en blyant og uskadeliggøre et muskelbundt med et spillekort.

Han er en magisk figur, som er kommet ned fra himlen for at opfylde vores ypperste voldsfantasier. Så hvorfor i alverden skulle han tale som et kedeligt menneske af kød og blod?