Johnny English slår til igen

Findes der en større filmforbrydelse end at spilde en solid præstation af Englands nationalskat, Emma Thompson?

I sin rolle som premierminister stråler hun med skrigfarvede blazere, en stramtsiddende frisure og en snert af bidsk irritation og kujonagtighed. Det er en sjov finger i siden på landets nuværende premierminister, Theresa May.

Første gang vi ser hende, råber hun af sin efterretningschef, fordi han vækkede hende, efter hun havde tømt to flasker vin for at falde i søvn!

Resten af filmen er efterladt i støvet, skrubforvirret og uden så meget som en eneste kreativ idé at byde på.

I den seneste undskyldning for at give Rowan Atkinson en fed check er den pensionerede MI7-agent Johnny English endnu engang kaldt i felten. Denne gang for at finde bagmanden, der har hacket den britiske regerings servere.

Den gammeldags anlagte Johnny English er stadig komplet analog og derfor usynlig for den mystiske hacker. Nej, det giver ikke megen mening, men vitsen er naturligvis at sætte gammelfar i en masse moderne situationer og se kaosset udfolde sig.

Johnny English ryster på hovedet over MI7’s brug af hybridbiler, griner af Bond-kvindens elbil og har ikke tålmodighed til at følge bureauets politisk korrekte retningslinjer. I stedet holder han sig til en gammeldags Aston Martin, der larmer som en jetmotor, og udfører sine opgaver med overdrevne gadgets inspireret af fordums James Bond.

Ikke ligefrem den type af overdreven fald-på-halen-komik, der forbindes med den folkekære Rowan Atkinson.

”Ud med det nye og ind med det gamle!” proklamerer Johnny English ganske morsomt. Men filmen virker aldrig til at kunne bestemme sig for, om vi skal grine med eller af ham.

I en scene laver Rowan Atkinson sin klassiske Mr. Bean-schtick og sætter ved et uheld ild til en hel restaurant. Men straks efter ser vi ham bruge komplekse kampteknikker til at banke skurkene. Og selv om han er et arrogant fjog, formår han uden stort besvær at finde frem til hackeren og forpurre hans plan.

Filmen fungerer heller ikke som en James Bond-parodi. Den er måske ikke lige så misogyn som de klassiske Bond-film, men den russiske dobbeltagent Ophelia får ikke meget andet at lave end at holde ting for Johnny English og se lækker ud i en cocktailkjole.

Men det største problem ligger i, at Johnny English slår til igen er drønkedelig. Rowan Atkinson gaber sig igennem scenerne, og selv om han engang imellem stikker tungen ud i en skør grimasse, er det mere anstrengt end underholdende.

Scener, der skulle være sjove, fortsætter i det uendelige. Johnny English terroriserer Londons befolkning, mens han har VR-briller på. Og i en anden scene er vittigheden, at Johnny English og hans makker Bough bruger småmønter til at foretage et opkald fra en telefonboks. Fordi telefonbokse er morsomme?

Og når vittighederne ikke fungerer, har filmen intet at falde tilbage på. Røvhullet fra Silicon Valley, som tilbyder at overtage Storbritanniens sikkerhedsservere, er alt for tydeligt skurken, og Johnny English’ udflugt til Sydfrankrig fører ikke handlingsforløbet videre.

Minutterne snegler sig af sted som en urolig middagslur.

Rowan Atkinson har ikke været fremme i noget stort siden en Sneakers-reklame i 2014, hvor han spiller Mr. Bean. Den et minut lange reklame er i det mindste kompetent lavet, så hvis Atkinson vil sælge ud, kunne han bare fortsætte med at lave snack-reklamer.