Jorden rundt på 80 dage

Den franske forfatter Jules Verne stod i 1800-tallet bag fantastiske fortællinger om alt mellem himmel og jord.

Men hans mest kendte historie er nok rejseromanen Le tour du monde en quatre-vingts jours, hvor turen går i fuldt ræs rundt om jordkloden.

Oprindelig er hovedpersonen Phileas Fogg en adstadig, engelsk gentleman, som indgår et væddemål i sin herreklub. Med kammertjeneren Passepartout som trofast følgesvend og sin formue på højkant drager Fogg af sted på eventyr.

Romanen er blevet omsat til film mange gange med mere eller mindre succes. Michael Andersons tre timer lange version fra 1956 vandt fem Oscars, mens genindspilningen med Jackie Chan og Steve Coogan fra 2004 blev nomineret til en Razzie for årets værste remake.

I den fransk-belgiske animationsfilm Jorden rundt på 80 dage er Phileas Fogg blevet til Phileas Frog. Han er en frø i hawaiiskjorte med et surfbræt. Det sætter lidt kulør på figuren, men så er ordspillet heller ikke sjovere.

Samuel Tourneux’ version har dog Passepartout som centrum i fortællingen. Han er mors overbeskyttede dreng, der stikker ud i en trøstesløs by befolket af rejer. Han er nemlig en lille, bebrillet silkeabe, som de andre kalder for – ja, desværre – brilleabe.

Passepartout forguder den opdagelsesrejsende Juan Frog de Leon. Aben bærer hans rejseberetninger rundt med sig som en personlig bibel.

En dag kommer Phileas Frog surfende mod kystbyen. Frøen rider på en enorm bølge. Rejerne i byen indgår et væddemål om, hvorvidt frøen bliver spist af havmåger, før han når i land. Med held undslipper Phileas Frog den ydmygende død og når helskindet i havn.

Phileas udnytter hurtigt den godtroende Passepartouts interesse. Drengen tror, at de skal være rejsemakkere, da Phileas indgår et væddemål med byens rejer. Men frøen narrer blot sparegrisen fra drengen og stikker af med færgen om morgenen.

Passepartout vælter gennem byen for at komme ombord, så de to alligevel ender med at blive rejsemakkere.

Det umage par skal nå Jorden rundt sammen. Men lige i hælene på dem er den talentløse og ustyrligt usjove Agent Fiks. Hun er en ørkenrotte og byens betjent, der mistænker Phileas Frog for at have røvet banken aftenen før sin afgang.

Derfor forfølger hun makkerparret gennem islandskaber og ørkenens svidende hede. Hendes historie giver nul mening og tilfører ikke andet end mærkelig komik til filmen.

Agent Fiks leverer meta-kommentarer om, at nu skal der være en dansescene, som man så tvinges til at sidde igennem, mens ørkenrotten har det sjovere end publikum.

Det er det gennemgående problem i Jorden rundt på 80 dage.

Der er så megen råberi og gakgak, at man overrumples med indtryk. Flere figurer skriger ligefrem deres replikker, men det gør ikke ordene sjovere. Stemningen er fuldstændigt overgearet fra start til slut.

Sansebombardementet er tydeligt et desperat forsøg på at fastholde børns opmærksomhed.

Filmen er tydeligvis lavet til de yngste børn, men selv i den kategori har film som Zootropolis, Madagascar og Happy Feet alligevel formået at skabe underholdning, som voksne kan nyde i selskab med børnene.

Jorden rundt på 80 dage er den slags børnefilm, som man beder til, at ens fireårige ikke forelsker sig i. Den runger mere i hovedet end et migræneanfald.

Animationen er en lidt pudsig kombination af computerskabte figurer og flade kulisser øjensynligt tegnet i 2D, hvilket indimellem får filmen til at ligne et PlayStation-spil fra år tilbage.

Hellere skulle man have skruet mere op for eksperimenterne i en film, som spiller de mest sikre kort: en romance, et forældreopgør og to rejsemakkere, der vinder hinandens respekt på 83 minutter.

Jules Vernes roman inspirerede Politiken til i 1928 at sende den senere skuespiller Palle Huld ud på en jordomrejse i 44 dage. Den femtenårige drengs tur inspirerede Hergé til at skabe Tintin.

Jorden rundt på 80 dage kommer næppe til at være inspiration for den slags eventyr.