Journal 64

Jussi Adler-Olsen fik retfærdigt i 2010 Nordens største krimipris Glasnøglen for Journal 64, fjerde bind i serien om Afdeling Q med Carl Mørck og co.

Det er en kompliceret og skæbnesvanger hævnhistorie om stakkels eksistenser på kvindehjemmet på Sprogø dengang i 1950’erne, og den er delvist inspireret af Truffauts Bruden var i sort efter en roman af noir-forfatteren Cornell Woolrich.

Historien om en kvindes nærmest Greven af Monte Cristo-agtige fremfærd mod fortidens fatale forbrydere er da også bibeholdt som den intrigante kerne i Christoffer Boes filmatisering af Journal 64, som har et manuskript af Nikolaj Arcel med hjælp fra Bo hr. Hansen og Mikkel Nørgaard.

Krimiforfatteren har som bekendt siden Zentropas første filmatisering fra 2007 taget offentligt afstand fra adaptionerne. Men lad det være sagt med det samme: Christoffer Boes livtag med Afdeling Q er filmisk den mest interessante, spændende og sprælske.

Især i begyndelsen, hvor det hele åbner med gys og gru via tre mumificerede lig bag en væg i en herskabslejlighed, som i montageform gang på gang visionært bliver paralleliseret med heroiske bronzestatuer i Politigården og på Glyptoteket.

Samtidig følger vi i 1961 en stakkels gravid piges ankomst til Sprogøs kvindehjem, der bliver skildret, som var det en nazistisk koncentrationslejr. Men ikke nok med, at vi som i bogen skal høre om mænd – og kvinder – der hader kvinder. Vi får også en konspiratorisk historie om nutidens indvandrerkvinde, der er faldet i ulykke og nu havner i kolde lægers hænder for at få en abort.

Således flettes fortiden elegant ind i nutidens Danmark med et gedulgt netværk af racister, som med afsæt i den socialdemokratiske K.K. Steinckes racehygiejniske synspunkter hævder blonde menneskers adkomst til magten i Riget.

Journal 64 er båret af en markant holdning, som knytter an til instruktørens modstand mod både gamle socialdemokrater – som vi så i Spies & Glistrup – og nutidens racister.

Filmen stikker til indvandrerhadske danskere, som mener, at nordboere har mere ret til at leve end dem, som kommer fra syd.

Netop Carl Mørcks sædvanlige partner og arabiske sidekick, Assad (rutinemæssigt charmerende spillet med etniske fraser af Fares Fares), bliver filmens virkelige helt på den hvide kamel.

Nikolaj Lie Kaas er som Mørck sædvanlig surmulende små-autistisk og stridbart uforskammet. Han går anakronistisk rundt i privatdetektivens våde cottoncoat, ryger Camel-cigaretter uden filter og slår hårdkogt på tæven i storbyens regnvåde nætter med glasklare caféer. Dertil kommer genrens kliché over dem alle, den kolerisk overordnede politimand (Søren Pilmark), som evindeligt er på nakken af sine underordnede.

Til gengæld får den dygtige Johanne Louise Schmidts sekretær Rose endelig lov til at vise, at hun er en frisk drengepige og ikke blot dekorativ rødhåret faktotum. Men alle spiller godt. Det vil sige ondt, når det gælder unge Clara Rosager og Luise Skov, forræderiske og falske veninder. Sekunderet af Elliott Crosset Hove som ung, sadistisk læge med stålsat brille og olme øjne.

Fanny Leander Bornedal er mere end hjertegribende og rørende som den unge pige, der går så grueligt meget slemt igennem.

Filmen er professionelt glat og ganske ferm. Konstant effektiv, flot og fuld af action med biljagt, skuddueller, voldelige hændelser, pludselig død og flere skurke med fæle hensigter.

Men stemningsmæssig er den også på grænsen til det overflødigt ubehagelige med slim og splat. Og pludselig opstår der en chance for en kær romance i den noget langtrukne slutning, hvor krimiplottet kommer ud af balance, så brikkerne ikke bliver til et sandsynligt mønster.

Carl Mørck muler grødet, at Gud er død, og samfundet sejler, men kærligheden sejrer. Hvilket er alt for sødt et punktum i en ret så sort historie.