Joy

Det er næppe helt tilfældigt, at David O. Russells nye film bare hedder Joy.

For det første er Joy netop historien om den enlige mor Joy, der med flid, alternativ forretningssans og et uopslideligt gåpåmod lykkes i livet.

Men ordet ”joy” kan på engelsk også betyde ”et negativt udbytte”. Som i udtrykket ”ikke at have held med noget”.

Netop de to betydninger opsummerer meget godt grundkonflikten i Joy: kampen for at få held med noget gennem en utrættelig livsglæde.

Til den lejlighed har David O. Russell samlet sit sædvanlige hof af skuespillere: Jennifer Lawrence, Bradley Cooper og Robert De Niro, som er den bærende del af et virtuost persongalleri. De tre har før været samlet i instruktørens Silver Linings Playbook og senest i American Hustle.

Joy er baseret på den sande historie om Joy Mangano, der i slutningen af 80’erne opfandt den såkaldte Miracle Mop: den selvvridende gulvmoppe, der blev allemandseje i amerikanske hjem.

I Russells film varetages titelrollen af Jennifer Lawrence. Hun er den hårdtarbejdende enlige mor, der slider for at holde sammen på sin familie. Hendes eksmand Tony (Édgar Ramirez) bor i kælderen, mens hendes mor (Virgina Madsen) har indtaget soveværelset og barrikaderer sig med sæbeopera og selvmedlidenhed.

Som om det ikke var nok, må Joy også give husly til sin far (Robert De Niro), der er blevet skilt fra moren og pendler mellem forskellige nye kærester. Læg hertil Joys børn, veninder og bekendte, der jævnligt frekventerer husstanden.

Joys liv er et broget kaos, hvor enderne kun lige akkurat kan mødes. Det gør David O. Russell sig umage for at vise. Joys familie er en excentrisk og underholdende samling af herlige personligheder.

Som i Silver Linings Playbook fyger ping pong-dialogen sylespidst mellem personerne. Især er Robert De Niro i sit es som dysfunktionel patriark – en rolle, han efterhånden har en del erfaring med.

Joy emmer af liv, og den første halvdel af filmen er et charmerende rod. Da Joy får sin geniale idé og opfinder gulvmoppen, samler handlingen sig om en mere stringent struktur.

Det er også på det tidspunkt i filmen, Joy møder den karismatiske salgschef Neil Walker (Bradley Cooper), der indvilger i at forhandle hendes Miracle Mop på den splinternye tv-shop-kanal. Med Joys autenticitet og troværdige salgsevner bliver moppen hurtigt en gigantisk sællert.

Men succesen varer kort. Som følge af juridiske problemer med patenteringen skranter Joys økonomi gevaldigt, og hun sætter sig i gæld til op over ørene.

Den virkelige historie om Joys rejse fra fattig alenemor til dronning af et forretningsimperium er ærkeamerikansk med den sædvanlige sang om den amerikanske drøm. Det er både filmens styrke og svaghed. For nok er det en universel og eviggyldig fortælling, men det bliver også noget forudsigeligt og firkantet portrætteret af David O. Russell.

Til gengæld vinder Joy på sin komplekse karaktertegning. Her er Jennifer Lawrence naturligvis primus motor, og hun synes fuldstændig ligeglad med, at hendes dåbsattest kun siger 25 år. Lawrence brillerer både som sårbar mor, stålfast entreprenør og troværdig, selvstændig kvinde i de årtier, filmen bevæger sig igennem.

Bradley Cooper er god som dygtig sælgertype, men spiller en mindre rolle. Og det klæder faktisk filmen, at David O. Russell koncentrerer sin historie om Joy. Ligesom filmen vinder ved sin leg med et drømmelag, en virtuost sprudlende billedside og et lækkert, periodetypisk soundtrack med musik af blandt andre Rolling Stones og Bee Gees.

Joy er kort sagt en David O. Russell-classic: en god historie, solidt fortalt og stærkt spillet af nogle af tidens bedste skuespillere.