Judy

Renée Zellweger rammer instinktivt Judy Garland (1922-69) og levendegør medrivende den store sanger i filmen om hendes livs efterår. Forklaringen er, at ”Judy Garland” selv var en karakter.

Hun var en livslang rolle skrevet til og af pigen med det borgerlige navn Frances Gummm, der tog den på sig i en sådan grad, at det blev svært at skelne. Og som det engagerende og medfølende drama Judy viser, var det en præstation, der krævede et stort personligt offer.

Der er særligt én forrygende sekvens i Rupert Goolds film, som fanger denne dobbeltsidighed.

En mudret, nedslidt og stærkt bedøvet Judy undskylder stammende for, at hun ikke er parat til sit første show på et London-teater. ”Mund ... tør,” rasper hun med et panisk blik i øjnene. Rosalyn, den livlige assistent, bylter hende sammen og haler hende ud på scenen. 

Hun begynder at croone lige så forsigtigt – og så spærrer hun øjnene op som ramt af lynet. Pludselig er det Judy Garland – professionel performer og verdensstjerne – der ubesværet underholder på scenen.

Premieren er en stor succes. Men da den er ovre, finder Rosalyn hende backstage, sammensunket og ulykkelig. ”Hvad hvis jeg ikke kan gøre det igen?” hvisker hun.

Renée Zellweger er komplet formidabel.

Hun forsvinder måske ikke helt ind i rollen, som Marion Cotillard gjorde det som Edith Piaf, men hun rammer klokkeklart den vaklende sårbarhed, der fik Garland til at virke skrøbelig allerede i fyrrerne. De lyder ikke ens, men Renée Zellweger synger blues nøjagtigt som Judy Garland – med al den smerte i stemmen, et hårdt liv forvolder.

Renée lyder mere som Judy, når hun taler med helt samme drævende stemmeføring, der ofte sagtner hærget, utydeligt ud. Men selv værst medtaget og mest påvirket demonstrerer filmens Judy den præcision, der er indprentet i en veteran, som har stået på de skrå brædder i 45 af sine 47 år.

Judy er seneste skud på stammen i, hvad der er på vej til at blive en filmtrend: At følge elskede kendisser derud, hvor showbiz-karrierer kryber hen for at dø: engelske provinsteatre.

Som det komiske makkerpar i Gøg & Gokke har Garland mistet sin stjerneglans. Og som Gloria Grahame i den oversete Film Stars Don’t Die in Liverpool er det hårdt for hende som en kvinde – hvis udseende nøje overvåges og usikkerhed grusomt udnyttes – at blive ældre.

Judys dårlige selvværd er en livslang byrde, der belyses i klip tilbage til den tid, hvor hun skabte sin egen persona, hjulpet på vej af en hårdhændet behandling af Hollywood-mogulen Louis B. Mayer.

Uden at formilde hovedrollens indre dæmoner er manuskriptet, der er skrevet af Tom Edge baseret på et teaterstykke af Peter Quilter, beundringsværdigt let til bens. Flashback-klippene er delikate små minder snarere end kluntet baggrundhistorie, og den livsnødvendige humor, som Judy Garland aldrig var foruden, får lov at slå gnister.

”Har du tidligere taget noget for depression?” spørger en læge sangeren. ”Fire ægtemænd,” svarer hun tørt. ”De hjalp ikke.”

Londons swinging sixties genskabes med bravur, og Judys prangende garderobe af metalglinsende kjoler får lov at stråle på lærredet. Men det er, når Judy optræder live, at designet virkelig giver los. Disse numre har en drømmeagtig kvalitet, som filmen ikke kunne være foruden: Judy Garland appellerede lige så meget til sine fans’ fantasi som til deres hjerter.

Og det er gennem hendes forhold til sine fans – særligt et midaldrende, homoseksuelt par, som venter ved scenedøren hver aften – at vi får et glimt af den personlige magi, som skabte en legende, hun hele livet forsøgte at leve op til. Og som stadig inspirerer tusindvis af loyale fans.

For dem er Judy en rørende hyldest til en ødelagt kvinde – og til en superstjerne, der bare ville elskes.