Biografanmeldelse
03. feb. 2015
Jupiter Ascending
Jupiter Ascending leverer opulente drømme- og mareridtslandskaber fra øverste skuffe, men det havde klædt filmen at være lige så forrykt som sin skurk spillet af Eddie Redmayne. Foto | Murray Close

Jupiter Ascending

Man er nødt til at beundre ambitionerne og det tekniske håndværk bag Wachowski’ernes seneste sci-fi-opus, men som helhed er filmen en forgyldt bagatel.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Lana og Andy Wachowski har ikke rigtigt haft tag i publikum siden Matrix-trilogien.

Bilfilmen Speed Racer var en pangfarvet frontalkollision med god smag, og den kringlede multiplot-sci-fi Cloud Atlas havde nok budget som en blockbuster, men indtjente som en smal kultfilm.

Med Jupiter Ascending slår Wachowski’erne et stort brød op med en episk rum-opera efter klassisk snit, men desværre står eksekveringen ikke helt mål med ambitionen.

Mila Kunis spiller halvrusseren Jupiter Jones, der knokler for håndører som rengøringsdame i Chicago sammen med sin familie. Da hun tager til en fertilitetsklinik for at score lettjente penge ved at ”sælge nogle æg”, bliver hun overfaldet af små, grå mænd og reddet af Channing Tatum iført anti-tyngdekraftstøvler og ulveører.

Hvis det lyder mærkeligt, så hør fortsættelsen:

Tatum spiller en genetisk splejsning mellem ulv og menneske ved navn Caine, der plejede at have vinger! Han forklarer, at Jupiter er den genetiske reinkarnation af matriarken i Abrasax-slægten, en af de mest magtfulde i universet og dermed den retmæssige ejer af familieformuen – der blandt andet tæller Jorden.

Det viser sig, at menneskeheden er en høstklar afgrøde plantet af en interplanetarisk medicinalindustri, der udvinder en livsforlængende substans af menneskenes lig.

Abrasax-slægtens tre intrigante overhoveder er selvfølgelig ikke til sinds at dele arven, men de mange forræderier og dramatiske afsløringer gør det hurtigt svært at holde styr på, hvorfor nogen vil dræbe Jupiter og andre charmere hende.

Denne vekslen går igen i dialogen, der skiftevis lyder som en amatøroversættelse af Shakespeare og et fanfiction-manuskript, som en forgabt hospitalsoap-fan har skriblet ned i sin dagbog – som da Jupiter nærmer sig Caine med ordene: ”Min indre kompasnål må være gået i stykker. Den peger altid på Mr. Wrong.”

Heldigvis bliver samtalerne jævnligt afbrudt af ofte energiske actionscener, der særligt i begyndelsen gør en dyd ud af stuntarbejde frem for at klaske computergenererede dukker mod hinanden. Da historien begiver sig ud i rummet, er stuntmændene imidlertid det eneste, der ikke er lavet i en computer, og vi er tilbage ved velkendt, blodløs tegneserievold.

Skuespillerne hjælper ikke meget til at gøre deres papfigurer til troværdige mennesker.

Den eneste, der for alvor gør manuskriptet levende, er Eddie Redmayne som den ældste Abrasax-arving: Intens og uden en snert af selvironi veksler han mellem at hviske dramatiske deklamationer og skrige trusler i falset. Filmen er bedst, når den – som han – er splitterravende vanvittig.

Desværre har den sjældent så meget kant eller mod.

Alligevel må man alene ud fra et æstetisk synspunkt beundre den verden, Wachowski’erne har skabt. Det er overdådigt realiseret science fiction-fantasy, og visuelt står filmen på ingen måde tilbage for forgængere som Star Wars og Star Trek, selvom der i det hele taget lånes lidt rigeligt fra genrens klassikere.

Abrasax’erne ligner umiskendeligt krydderibaronerne i Frank Herberts klassiske roman Dune. De er underlagt et Terry Gilliam’sk bureaukrati (komplet med et langstrakt cameo af Gilliam selv) og eftersøgt af en Star Trek-agtig politi-rumflåde.

Af flere årsager minder filmen mest om Disneys dyrt opsatte fiasko John Carter fra 2012. Begge er overmodigt ambitiøse, men fortællemæssigt simple sci-fi-historier med franchise-aspirationer, der burde have lyttet til økonomi-afdelingen i tide.

Med et budget på 175 millioner dollars har Jupiter Ascending kun været marginalt billigere end den nye Star Wars, og den er betydeligt sværere at sælge. Særligt når nu den lander i en overfyldt februarmåned – i stedet for den sommerpremiere, den oprindeligt skulle have haft – kan den dårligt undgå at sænke kreditværdigheden for original sci-fi.

Hvad Wachowski'erne angår kan de tørre øjnene med de seneste royaltychecks fra The Matrix-serien, mens de skriver videre på deres Netflix-serie Sense8. Hvis den får et par gennemskrivninger mere end Jupiter Ascending, skal det nok blive godt.

Titel:
Jupiter Ascending

Land:
USA, Australien

Instruktør:
Lana Wachowski, Andy Wachowski

Manuskript:
Lana Wachowski, Andy Wachowski

Medvirkende:
Mila Kunis, Channing Tatum, Eddie Redmayne, Sean Bean, Douglas Booth, Tuppence Middleton, Terry Gilliam

Spilletid:
127 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
5. februar 2015

Relevante artikler

Biografanmeldelse
13. mar. 2013
Cloud Atlas

Cloud Atlas

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
22. jan. 2025
Mr. Nobody mod Putin

Mr. Nobody mod Putin

Biografanmeldelse
29. juli 2024
Sex

Sex

Biografanmeldelse
22. juni 2024
Kinds of Kindness

Kinds of Kindness

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!