Jurassic World 3: Dominion

Man kommer nødvendigvis til at lyde som en bagstræberisk nostalgiker, når man i mødet med Jurassic World 3: Dominion ønsker sig tilbage til den næsten 30 år gamle original.

Måske er det bare et udtryk for, at fortiden bliver set gennem rosenrøde briller. Men der er altså en charme i Spielbergs Jurassic Park fra 1993, som ingen af de senere film i franchisen har formået at indfange.

Der er en barnlig uskyld i det fascinerede blik, som både børn, unge og ældre medvirkende i filmen ser på de skræmmende og storslåede dinoer med. Den uskyld er gennem årene forsvundet fra universet, som har bevæget sig over i stadig mere eksplosivt bulder og brag.

Overtegnede husker, hvordan det nærmest var en traumatisk oplevelse efter at have tyndslidt vhs-båndet med originalen i 90’erne at gå i biografen og se Jurassic Park III fra 2001.

Den tog næsten al luften ud af franchisen, som dog blev genfødt i 2015 med instruktør Colin Trevorrows kæmpesucces Jurassic World.

Nu er vi kommet til tredje og sidste del i den trilogi, og som kirsebærret på toppen er de gamle kendinge fra Jurassic Park tilbage.

Laura Dern, Sam Neill og Jeff Goldblum optræder som henholdsvis Ellie Sattler, Alan Grant og Ian Malcolm. De slutter sig til den nye franchises hovedpersoner, Owen og Claire, spillet af Chris Pratt og Bryce Dallas Howard.

Parret har oplevet lidt af hvert siden den første film, og i den nye tager de sig af unge Maisie, der er en klonet udgave af sin mor.

Det er en forvirrende historie, som faktisk heller ikke er særligt vigtig. I centrum for filmen er en dobbelt kidnapning af både Maisie og dinosauren Blues unge, som begge har unikke gener.

Med den antændingsgnist bliver en historie sat i gang, hvor der ikke er tid til at tage højde for hverken videnskabens regler eller simpel logik.

Kritikken kommer til at lyde som et ekko af vores anmeldelse af den første film i Jurassic World-universet: De vilde monsterkampe overskygger ethvert menneskeligt drama!

Det demonstrerer meget godt, at man har holdt fast i den formel, der viste sig at fungere så udmærket ved billetlugerne. Og det er heldigvis ikke kun skidt.

Der er en selvironisk tone i Jurassic World 3: Dominion, som paradoksalt nok gør, at man kan tage løjerne alvorligt. Filmen er godt selv klar over, at den er langt ude i hampen, så der bliver tilføjet lidt vittigheder blandt de mange skrig, når dinoerne angriber igen.

Selv om filmen starter med en nyhedsudsendelse, hvor det fremgår, at mennesker skal lære at sameksistere med dinosaurer, virker vores artsfæller ikke til at have forstået budskabet.

Mange lader ikke engang til at vide, hvad de farlige størrelser overhovedet er.

Det bliver absurd morsomt, når en mand på Segway prøver at drøne forbi et af de kødædende bæster, som var det en strandet lastbil i morgentrafikken. Han er filmens dummeste offer, der meget godt symboliserer, at Jurassic World 3: Dominion ikke er synderligt interesseret i at beskrive troværdige menneskeliv.

Mest er sommer-blockbusteren en undskyldning for at vise dinosaurer – den ene større end den anden – gå brutalt i kødet på hinanden. Filmens klimaks er således en slags mexican standoff mellem de tre stærkeste dyr på savannen.

Efter en kort opbygning består filmen primært af hæsblæsende kamp- og jagtscener efterfulgt af den næste. Det indbyder ikke til hjernegymnastik, men man bliver virkelig holdt ude på kanten af sædet med de konstante drøn af action.

Der bliver kastet forskellige tematikker og budskaber op i luften – fra klimakrisen og etiske spørgsmål om gensplejsning.

Det virker dog noget stedmoderligt, når filmens formål tydeligvis er at skabe adrenalinsus. Men er man med på præmissen om hovedløs underholdning, venter der en vild biograftur.